Munakata er en by beliggende på Kyushu, hvor der før i tiden foregik handel med både Kina og Korea, hvorfra mange genstande og koncepter blev bragt til Japan. Byen er dog mest kendt for at være stedet, hvor man finder Munakata Taisha, der er den overordnede betegnelse for tre helligdomme. Den ene af disse befinder sig på øen Okinoshima, hvor man i over 1500 år har troet, at de tre Munakata-gudinders kami holder til. Da disse er guderne for sikker søfart, fiskeri og beskyttelse af Japans kyster har man i århundreder udført ritualer og foretaget ofringer på øen, der den dag i dag stadig anses for at være hellig, og derfor er den lukket af for offentligheden. For at kunne tilbede Okinoshima på afstand byggede man ligeledes helligdomme dedikeret til Munakata-gudinderne på øen Oshima og på fastlandet, hvor ritualer og ofringer også har fundet sted.