Hen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. I sommeren 1945 havde man ramt de fleste af Japans store byer, og mindre byområder - så forstæder blev derfor det næste mål. En af disse byer var Okazaki, der blev udvalgt grundet den nære beliggenhed i forhold til Nagoya, for egentlig var Okazaki hverken nogen industriel eller militær base, så ved at ramme denne gik man hovedsageligt efter at gøre yderligere skade på et af Japans knudepunkter. Nagoya var allerede blevet ramt af bombetogter flere gange under Anden Verdenskrig, og Okazaki var ligeledes blev udsat for to angreb i januar og et enkelt i maj, hvor henholdsvis et enkelt og tre bombefly kun formåede at udrette materiel skade. Den 19. juli blev Okazaki så mål for et langt større angreb, da 126 bombefly blev sendt af sted mod byen.
Hér blev de første af mere end 12.500 bomber kastet lidt i klokken 1 om natten, og bombningen af byen varede ved i lidt over en time. Grundet dårlig sigtbarhed blev nogle af de mere landlige yderområder dog også ramt, men mange af byens vigtige bygninger såsom skoler, hospitaler og templer blev samtidig ødelagt. Ironisk nok var de to primære mål for bombetogterne sluppet uskadt igennem disse, hvilket drejede sig om en flyveplads tilhørende den japanske flåde samt en klædefabrik. En tredjedel af Okazaki blev lagt i ruiner, og en lige så stor del af befolkningen blev gjort hjemløse - primært grundet en brand, der begyndte som følge af bombningerne, og denne blev først slukket klokken 10 næste morgen. Dødstallet var dog forholdsvis lavt, idet kun lidt under 300 mennesker mistede livet, men flere af disse døde dog først efter selve bombningen, for omkring middagstid næste dag blev Okazaki udsat for et nyt angreb - denne gang da 8 fly tog turen ind over byen, hvor de valgte at skyde mod en menneskemængde, der havde samlet sig omkring byens rådhus.