Når samuraier indgik i kamp, var det typisk med det formål at slå andre ihjel, hvorved det ikke kunne undgås, at der kom blod på deres sværd, eftersom dette var det våben, som oftest blev benyttet. Før sværdet blev ført tilbage i skeden, var det dog vigtigt, at man rensede klingen for blod, for eftersom blod størker, kunne man nemlig risikere, at sværdet ville sætte sig fast i skeden, så samuraier sørgede generelt for at holde klingen på dette rent - og særligt efter man havde været i kamp. I moderne skildringer af samuraier ser man typisk, at de blot ryster deres sværd fri for blod eller tørrer klingen af i ærmet, hvorefter de fører dette tilbage i skeden, men i virkeligheden benyttede man en klud til at rengøre klingen på mere eller mindre omhyggelig vis, så der ikke længere var rester eller spor af blod på dette. En samurai ville derfor gå rundt med sværdet trukket, indtil han havde fået det rengjort.
Det at ryste sværdet fri for blod er en teknik kendt som chiburi, hvilket var en symbolsk handling, der kunne signalere en sejr. I moderne sværdkunst foretages chiburi derfor afslutningsvis, inden man fører sværdet tilbage i skeden, men eftersom der ikke er noget blod på klingen, giver dette bedre mening som en symbolsk handling, der skal indikere, at man netop har overvundet en modstander og dermed kan afvæbne sig selv. I virkeligheden foregik det altså på anderledes vis, for en klinge ville være dækket af blod, fedt, hud, hår eller muskelvæv, som skulle tørres bort, før man for det første kunne indføre sværdet i skeden, men også for at forhindre, at denne blev stoppet til, da det var langt sværere at rengøre en skede end en sværdklinge, af hvilken grund man gik op i at vedligeholde denne. Mange samuraier kom trods alt aldrig i kamp, så der var generelt ikke behov for andet end at holde sværdet rent og pænt, fordi det forblev ubrugt.