Dogu

DoguDogu er den overordnede betegnelse for menneskelignende keramikfigurer, der blev lavet af de indfødte folkefærd under den japanske Jomon-periode, der gik fra år 14.000 til 400 før vores tidsregning. Eksistensen af disse er udelukkende blevet dokumenteret via arkæologiske fund, der har ført til opdagelsen af flere tusinde figurer, som optræder i alle mulige former. Den mest populære type er dog den såkaldte shakoki-dogu, der er kendetegnet ved at være 10-30 centimeter høj med brede udstående skuldre og nedadvendte arme, store lår og øjne, små hænder og fødder samt en smal talje. Grundet dennes nærmest robotagtige udseende har mange spekuleret i, at de i virkeligheden skal forestille rumvæsner, og at de derfor er et bevis på, at intelligent liv fra rummet har besøgt Japan i fortiden. En påstand, der naturligvis afvises i arkæologiske kredse, hvor man endnu diskuterer figurernes egentlige formål. Den hyppigste forklaring er, at der er tale om afbilleder af datidens guder og at de derfor fungerede som tilbedelsesobjekter. Mange af de fundne figurer mangler dog kropsdele, som bevidst er blevet fjernet, hvilket tyder på, at de også har indgået i ritualer – muligvis som ofringer eller for at bekæmpe sygdomme eller tilmed styrke frugtbarheden.

 

Dogu75total visits,1visits today