Manami Shimomura boede i byen Tokoname i Aichi-præfekturet sammen med sine forældre og to ældre søstre. Manami var født med Downs syndrom, så hun havde derfor indlæringsvanskeligheder, men hun gik ikke desto mindre i en almindelig skole, hvor hun blev støttet af både sine venner og lærere. Den 23. juli 2009 tog den 10-årige Manami dog med sin klasse på en skoleudflugt til et campingområde i Gifu-præfekturet, hvor i alt 85 elever skulle opholde sig i tre dage, men allerede den næste morgen blev turen afbrudt, da Manami forsvandt under mystiske omstændigheder.

Den 24. juli spiste de mange børn morgenmad med deres lærere, inden de i grupper blev sendt afsted på en 2 kilometer lang vandretur i området. Klokken 7.40 begav Manami sig derfor ud på ruten i selskab med tre andre børn, men hun havde dog svært ved at følge med og sakkede derfor bagud, hvilket blev bemærket af skolens rektor, som stod ved en bro for at pege børnene i den rigtige retning. Klokken var 8, da Manami krydsede broen langt bag sine venner, men dette blev imidlertid det sidste, som nogen så til den 10-årige pige, som der ikke har været spor efter lige siden.

Pludselig kom to af Manamis venner nemlig gående i søgningen efter hende fra samme retning, som hun kort forinden var gået. Og da rektoren forklarede, at Manami allerede havde krydset broen, forklarede hendes venner, at de ikke var stødt på hende, selvom der kun var gået under fem minutter. Rektoren havde dog ikke set, om Manami gik i den rigtige retning, selvom han ellers bad hende om det, så det var muligt, at hun var gået ned ad en jordvej i stedet for at følge den asfalterede vej, som udgjorde ruten, hvor der desuden var en klippevæk på de ene side og en bæk på den anden.

Det var derfor mest oplagt at tro, at Manami var faldet ned i bækken, hvor vandet dog ikke var dybt nok til, at man kunne drukne. Hun var desuden iklædt farverigt tøj, så hun var nem at spotte, men lige meget hvor længe man ledte, fandt man ikke frem til hende i bækken eller i den skov, som jordvejen førte frem til, hvor hun heller ikke gav lyd fra sig, når der blev kaldt på hende. I løbet af ingen tid var hun simpelthen forsvundet ud i den blå luft i det øjeblik, hvor ingen kunne se hende. Selv hvis hun var faldet i bækken eller gået ned ad den forkerte vej, var det altså underligt, at hun herefter kunne nå at begive sig så langt væk, at hun ikke længere var til at få øje på, når man tænker på, at hun i forvejen var så afkræftet, at hun havde svært ved at følge med sine venner. På trods af dette var Manami desuden optimistisk og sagde, at de bare skulle gå i forvejen, så hun lod ikke til at være ked af at gå alene.

Dermed kan man udelukke, at hun forsvandt af egen fri vilje, så det mest åbenlyse er, at Manami muligvis kom ud for en ulykke, idet hun eksempelvis kunne ære udsat for et bjørneangreb. Alligevel lykkedes det aldrig at finde frem til hende eller nogle af hendes ejendele, selvom mere end 1500 mennesker efterfølgende deltog i eftersøgningen i lokalområdet, så Manamis forældre måtte med tiden affinde sig med, at de havde set deres datter for sidste gang, den morgen de sendte hende afsted på skoleudflugt, hvor hun ellers skulle have hygget sig.