I kølvandet på Anden Verdenskrig lå store dele af Japan i ruiner, efter de fleste storbyer var blevet ødelagt af bombetogter. Tusindvis af japanere stod dermed uden tag over hovedet og måtte leve en tilværelse som hjemløse, samtidig med at man skulle genopbygge samfundet, hvor man blev nødt til at prioritere vigtige instanser før borgerne. Dette førte til mange personlige tragedier, idet folk omkom af sygdom, svækkelse og sult efter krigen, mens andre valgte at bryde loven for at kunne overleve. Kriminalitet var derfor et udbredt problem i efterkrigstiden, så for at komme dette til livs og samtidig løse problemet med de hjemløse besluttede man sig for at opføre 62 såkaldte rehabiliteringsfaciliteter rundt omkring i Japan, hvor hundredvis af problematiske borgere blev anbragt, så de kunne blive hjulpet tilbage til samfundet og bidrage til dette i stedet for at udgøre en trussel mod det.
Et af disse steder var Okada Koseikan i Okayama-præfekturet, der blev opført i et øde område omgivet af marker, mens bygningerne var omkranset af en mur, hvilket gav indtryk af, at der i virkeligheden var tale om et fængsel, selvom man officielt set kaldte det for en rehabiliteringsfacilitet. Men i 1949 blev det imidlertid afsløret, at de mere end 500 beboere rent faktisk blev holdt fanget og levede under usle kår, mens de både blev udsat for tortur og tvangsarbejde, hvilket først blev afsløret, da en mand ved navn Fuyuichiro Kitagawa havde held med at flygte, hvorefter han kontaktede avisen Mainichi Shimbun med påstanden om, at Okada Koseikan i virkeligheden var en statsstyret fangelejr.
Avisen valgte da at undersøge sagen nærmere, da journalisterne Minoru Omori og Kenkichi Konishi udgav sig for at være hjemløse, så de kunne blive bragt til Okada Koseikan og bevidne forholdene på førstehånd. Og hér kunne de berette, hvordan både mænd, kvinder og børn så sandelig levede en uanstændig tilværelse i uhumske rammer, hvor de både blev tvunget til at arbejde og udsat for fysisk afstraffelse, hvis de udviste ulydighed eller dovenskab. De var ydermere stimlet sammen i sovesale, hvor de måtte sove nøgne sammen og dele et begrænset antal liggeunderlag, der ligesom beboerne sjældent blev vasket. Og så fik de desuden alt for lidt at spise, idet måltiderne kun bestod af en lille portion grød, selvom Okada Koseikan ellers modtog økonomisk tilskud til netop at sikre levestandarden blandt beboerne.
Disse var dog så elendige, at op mod 76 mennesker menes at have mistet livet under deres ophold på Okada Koseikan, hvilket man dog ikke registrerede, så man på den måde kunne sikre sig økonomisk støtte baseret på antallet af indskrevne beboere. Sandheden kom derfor først frem via den journalistiske dækning indefra, hvorved man samtidig kunne afsløre den korruption, der var årsagen til, at flere hundrede mennesker blev holdt fanget i umenneskelige forhold. For selvom Okada Koseikan ganske vist var statsstøttet, så blev pengene primært brugt på at forsøde forvalteren og de ansattes egen tilværelse frem for beboernes. De blev derfor også sigtet og idømt fængselsstraffe for embedsmisbrug og dokumentfalsk, mens hele sagen blev betragtet som en skamplet på det japanske velfærdssystem, som man ellers forsøgte at opbygge på dette tidspunkt, hvor egoisme og magtsyge desværre endnu eksisterede i en tid, hvor socialt sammenhold ellers var i fokus.
Hjemløse blev nemlig set ned på og betragtet som unødvendige grundet deres lave sociale status, så deres liv blev ikke respekteret, og nogle døde derfor af sult, sygdom og svækkelse - altså det samme, som man officielt set ville frelse dem fra ved at fjerne dem fra gaden. Dermed blev de dog også bragt bort fra offentlighedens øjne, så ingen (inklusiv myndighederne) kunne se, hvad de herefter blev udsat for, før medierne valgte at grave i sagen. Efter skandalen skiftede Okada Koseikan navn og fik ny ledelse, så forholdene kunne blive forbedret, men med tiden var det japanske samfund så stabilt nok til, at der ikke længere var plads til rehabiliteringsfaciliteterne, så denne ændrede status til et privathospital, som senere måtte lukke.