

Hokkaido-helligdommen ligger i Sapporo og er den største helligdom på Hokkaido, hvor den blev grundlagt i 1870. Helligdommen var dengang kendt som Sapporo-helligdommen, hvilket den hed frem til 1964, hvor den blev omdøbt til Hokkaido-helligdommen. Ti år senere blev denne så ramt af en brand, som lagde hovedbygningen fra 1889 i ruiner, da der gik ild i denne om aftenen den 10. november 1974, hvilket hurtigt blev opdaget, så personalet kunne nå at redde artefakter ud fra den brændende bygning, før brandvæsnet ankom og påbegyndte slukningen af branden, der virkede så mistænkelig, at man formodede, at denne kunne være påsat.
Dette blev bekræftet to dage senere, hvor en eller flere ukendte personer sendte et brev til helligdommen, hvori de kaldte sig selv for "Ainu Mosir" og påtog sig ansvaret for branden, mens motivet bag denne tilsyneladende var, at shintoismen blev betragtet som blasfemisk på Hokkaido, som oprindeligt havde været befolket af Ainuer, hvis kultur og religion dog blev undertrykt, efter at øen blev gjort til en del af Japans territorium i slutningen af 1800-tallet. "Ainu Mosir" betyder "menneskenes verden", men kan også oversættes til "Ainuernes land", som en henvisning til, at Hokkaido tilhører Ainuerne, hvorved brandattentatet mod Hokkaido-helligdommen kunne tolkes som en protest.
Disse var der flere af i denne periode, hvor der var fokus på undertrykkelsen af de indfødte folkefærd i Japan, og tidligere på året var borgmesteren i Shiraoi på Hokkaido eksempelvis blevet udsat for et drabsforsøg af den 22-årige Yagi Tatsumi, som desuden var nævnt i brevet fra "Ainu Mosir", der krævede ham løsladt. Det lod derfor til, at brandattentatet mod Hokkaido-helligdommen var blevet udført af en sympatisør eller måske endda en af de anti-japanske organisationer, som stod bag flere angreb i denne tid, men det vides ikke med sikkerhed, eftersom man ikke hørte mere fra "Ainu Mosir", og det er således også uklart, om branden i Hokkaido-helligdommen i det hele taget var påsat, da der heller ikke var beviser for dette. Den udbrændte hovedbygning blev efterfølgende genopført og stod færdig i 1978.
