

Sayano Horimoto var en 12-årig pige, der i 2005 gik på en skole i Kyoto, hvor en af hendes lærere - den 23-årige Yu Hagino begyndte at gøre tilnærmelser, hvilket gjorde Sayano utilpas, så hun generelt ikke brød sig om at befinde sig i nærheden af Yu. Sayano fortalte tilmed sin mor om sine oplevelser, men selvom moderen ellers henvendte sig til skolen, så blev der ikke gjort mere ved sagen, hvilket blot forstærkede spændingerne mellem Sayano og Yu, indtil han omsider blev bortvist fra skolen af ledelsen. Og da Yu mistænkte Sayano for at være årsagen til dette, tændte det et had i den mandlige lærer, som herefter udså sig den 12-årige pige som offer for noget så ekstremt som et hævndrab.
Yu Hagino havde nemlig ikke kun mistet sin job - han troede også, at han aldrig ville få mulighed for at arbejde som lærer igen, eftersom hans omdømme ville blive ødelagt, hvis der begyndte at gå rygter om, at han var tiltrukket af mindreårige piger. Han købte derfor en kniv og en hammer, som han bragte med til skolen den 10. december, hvor han frakoblede et overvågningskamera, før han begav sig ind i Sayanos klasseværelse, hvor der ikke var nogen lærer til stede, da Yu bad alle elever om at forlade rummet - foruden Sayano, som derimod blev bedt om at blive tilbage. Men straks som hun var blevet ladt alene med Yu, valgte han at stikke hende ihjel med sin medbragte kniv, så pigen mistede livet i klasseværelset, før manden selv ringede til politiet for at tilstå forbrydelsen.
At en lærer havde dræbt en elev på en skole, var en hændelse, som rystede Japan. Dog viste det sig, at Yu Hagino ikke blot besad pædofile tilbøjeligheder, men at han også led af hallucinationer, så selvom at der ellers havde været tale om et overlagt drab, så slap han med en dom på kun 15 års fængsel, idet han også havde meldt sig selv og lod til at angre drabet. Sayanos forældre krævede imidlertid erstatning fra skolen og endte med at få 98 millioner yen.