I slutningen af 1900-tallet var Japan kendt som en sikker havn for pædofile. Dette skyldtes som sådan ikke det japanske folk, men derimod den japanske lovgivning, for mens stort set alle I-lande havde gjort både produktion og besiddelse af børneporno strafbart, så var begge dele endnu tilladt i Japan, hvilket gjorde landet populært blandt pædofile. I Japan har det dog længe været forbudt at dyrke sex med mindreårige (børn under 13), men det var kun den seksuelle akt, der var strafbar, hvilket vil sige, at man gerne måtte tage billeder af nøgne børn eller sågar filme børn, der havde sex med hinanden. Der var mange andre lande, der endnu tillod børneporno, men fordi Japan var et af de mere moderne af slagsen, så var nationen også et eftertragtet sted at producere børneporno og for pædofile at opholde sig. Dette dårlige ry fik til sidst de japanske politikere til at reagere, da man i 1999 forbød produktion og salg af børneporno, hvilket havde til formål at stoppe handlen med dette på japansk grund.
Det var dog endnu tilladt at besidde børneporno, og med udbredelsen af internettet kunne mange pædofile altså fortsat udvikle og dyrke deres interesse i sikkerhed i Japan. Primært som følge af kritik fra udlandet valgte Japan så i 2014 at forbyde besiddelse af børneporno, men denne lov inkluderede ikke illustrationer af børn, så det altså fortsat er tilladt at tegne og animere børneporno samt sælge og købe dette. Ytringsfriheden og den kunstneriske frihed er belægget for, at man ikke agter at foretage indgreb på dette område, for der argumenteres nemlig for, at der i børneporno indgår børn, hvilket tegninger ikke er. Det er blot fiktive kreationer, der stimulerer folks fantasier, og så kan det diskuteres, om man er pædofil, hvis man tænder på illustrationer og animationer, eller om man dermed besidder en anden fetich.
Det er dog et kendt faktum, at der i Japan forefindes en udbredelse af lolitakomplekset (lolicon) - altså at man er tiltrukket af yngre udseende mennesker. Det behøver ikke nødvendigvis at være børn, men blot personer, der har en barnlig uskyld over sig. Dette har blandt andet ført til, at der findes et helt marked henvendt folk, der tænder på unge mennesker, hvilket ikke kun inkluderer illustrationer og animation - der findes også rigtig porno med skuespillere, der ligner og opfører sig som børn, ligesom der fremstilles sexdukker, som ligner børn. Der er også såkaldte Junior Idols, som er unge eller voksne mennesker, der har en barnlig attitude, talemåde og påklædning, og angående påklædning, så findes der tilmed et begreb kaldet joshi kosei (JK), som kan oversættes til "gymnasiepige", hvilket er piger eller kvinder, der iklæder sig skoleuniformer for på den måde at ligne skolepiger, hvilket både får dem til at føle sig yngre, ligesom det taler til nogle mænds fantasier om at være sammen med en ung pige. Dette har dog også ført til, at egentlige gymnasiepiger udlejer sig selv til voksne mænd, så de modtager penge blot for at være i selskab med dem - et fænomen kendt som enjo kosai, hvilket kan sammenlignes med konceptet sugardating.
Dette er et eksempel på en af de store kulturforskelle mellem Japan og Vesten, fordi man i Japan ikke har det samme tabu over for aldersforskelle, som i andre steder i verden. Der findes generelt ikke en opfattelse af, at det er forkert, at ældre mænd er sammen med unge piger, fordi Japan endnu kan betegnes som et patriarkalsk samfund, hvor manden er den arbejdende part, mens kvinden er den hjemmegående husmor, der har ansvaret for at føde og opdrage børn. En mand, der har et stabilt job og økonomi anses altså for at være eftertragtet på trods af hans alder, og mændenes status giver dem samtidig mulighed for at gå efter langt yngre kvinder - noget som mænd fra hele verden desuden er betaget af. I Japan er det bare mere udbredt og socialt accepteret, og dette har medført, at man ikke er bange for at erkende og dyrke sin tiltrækning af det ungdommelige.
At man tænder på yngre mennesker er nemlig ikke ensbetydende med, at man er pædofil og har lyst til at dyrke sex med børn. Japanerne er overordnet set i stand til at foretage den moralske skelnen, men fra udlandets side er man bekymret for, at den japanske kultur stimulerer fremkomsten af pædofile, fordi man anerkender den voksnes fascination af det barnlige. Dette gør det også svært at bedømme, hvornår folk er pædofile eller ej, fordi man i Vesten har lavet regler, der gør det nemmere at foretage denne skelnen ved slet og ret at lave en officiel definition af, hvad der kendetegner en pædofil, og når denne beskrivelse ikke passer ind i andre kulturer, så begynder man at se på kulturen som et problem.
Japan har dog også problemer, for selvom børneporno er blevet forbudt, så har man svært ved at håndhæve loven, eftersom der skal være et offer, før man kan erklæres skyldig. Besidder man billeder af et barn, skal dette barn identificeres og findes, så det kan blive udpeget som offer og lægge sag an. Er dette ikke muligt, kan man slippe for at blive straffet, selvom man altså er i besiddelse af børneporno, og her fungerer udbredelsen af dette på internettet altså som en udfordring, der gør, at mange sager ender uden dom, fordi man har behov for at foretage internationale efterforskninger, før en sag kan startes og opklares. De sociale myndigheder i Japan har heller ikke været opmærksomme på misbrug af børn i hjemmet før man i de seneste årtier er begyndt at forholde sig til vanrøgt og aktivt forebygge dette med lovændringer og indgreb. Der har eksempelvis også været sager om børn, som er blevet solgt til pædofiliringe i og uden for Japan, fordi myndighederne ganske enkelt ikke har haft overblik over det enkelte barn, da man traditionelt set har anset det for at være forældrenes opgave, indtil man begyndte at anerkende, at forældre ikke altid egner sig til at tage vare på et barn.
Børneporno er desuden svært at definere i Japan, fordi det er tilladt at producere og eje udfordrende billeder af børn, så længe de ikke viser kønsorganer eller indgår i seksuel samkvem med andre. De må dog gerne være letpåklædte og befinde sig i opfordrende stillinger. Præcis som med illustrationer og animation argumenterer nogen for, at dette er med til at give pædofile deres fix, så de på den måde afholder sig fra at udleve deres fantasier, mens andre derimod mener, at man stimulerer dem til at reagere på dem. Japan har imidlertid et lavt antal sigtede og dømte pædofile i forhold til mange andre lande, og så kan det debatteres, hvorvidt dette skyldes, at der ikke er så mange pædofile, eller om det er fordi, at mange af disse går fri grundet den indviklede lovgivning, som gør det noget nær umuligt at retsforfølge pædofile.