Familiedrabet i Nerima

De fem ofre

I 1983 boede den 45-årige Akira Shirai i Tokyos Nerima-distrikt med sin 41-årige kone, Sachiko, samt deres fire børn: tre døtre på 10, 9 og 6 år og en søn på 1 år. De boede i et hus på to etager, som Akiras svigerfar havde købt til dem, men fordi han røg i gæld og ikke længere kunne betale lånene af, så endte familiens hus med at blive sat på tvangsauktion i oktober 1982, hvor det blev købt af den 48-årige Kojiro Asakura, som i de kommende måneder forsøgte at få familien Shirai til at flytte fra ejendommen. Dette nægtede de imidlertid, fordi de juridisk set blot var lejere af huset, hvilket gav dem ret til at bo i dette i op til tre år efter opkøbet, så Kojiro Asakura stod derfor over for en uoverskuelig gæld, eftersom han havde optaget et lån for at kunne erhverve sig bygningen, som han havde planer om at videresælge med fortjeneste.

Kojiro var altså en uerfaren boligspekulant, som ikke havde sat sig ind i reglerne, før han købte huset i Nerima-distriktet til en billig pris, fordi ingen andre turde byde på det, netop fordi det var beboet af en familie, som ikke ejede det. Kojiro mente dog, at de ikke havde noget at gøre i huset, fordi det tilhørte ham, og eftersom familien ikke ville flytte frivilligt, valgte han at skaffe sig af med dem ved simpelthen at udrydde hele husstanden. Han erhvervede dig derfor både knive og økser, ligesom han tog et kørekort og købte en bil, i hvilken han den 27. juni 1983 kørte hen til familien Shirais hus og bankede på i forsøget på at overtale dem til at flytte en allersidste gang.

Akira var dog ikke hjemme, så det var Sachiko, der åbnede døren og forklarede, at Kojiro skulle tale med deres advokat. Men dette fik ham blot til at realisere sine mordplaner, idet han bevæbnet med en hammer invaderede hjemmet, hvor han bankede kvinden til døde foran hendes grædende søn, Masatoshi, der derfor blev udpeget som det næste offer. Kojiro gav sig herefter til at lede efter de tre døtre, men det var dog kun den 6-årige Masako, som var hjemme, så hun blev slået ned med hammeren og kvalt ihjel, inden Kojiro hentede knivene og økserne fra sin bil, så han kunne partere de tre lig på badeværelset, imens han ventede på, at de resterende familiemedlemmer skulle vende hjem.

Da den 9-årige Tomoko kom hjem fra skole, blev hun overfaldet og kvalt til døde med en ledning, og da Akira vendte hjem fra arbejde i løbet af aftenen, blev han slået i halsen med en økse, så han dermed forblødte til døde. Det var således kun den ældste datter, som manglede, men hun var tilfældigvis afsted på en skoleudflugt, hvorved hun overlevede. Alligevel ville Kojiro få det til at se ud, som om at hendes familie var flyttet, så han rengjorde hjemmet for blodspor og fortsatte parteringen frem til den næste dag, hvor han begyndte at lægge ligene i tasker, som han havde planer om at skaffe sig af med, når det var blevet mørkt.

Allerede om morgenen havde naboer imidlertid set den fremmede mand i huset, og han fortalte i den forbindelse, at familien Shirai var flyttet. Han kunne dog ikke vide, at Sadako havde aftalt at mødes med sin mor, som derfor blev bekymret, da hun ikke kunne få fat i sin datter, så da hun ringede til naboerne og fik at vide, at hun var flyttet, blev kvinden mistænksom, og hun fik derfor sine sønner til at kontakte politiet, som mødte op ved huset lidt over middagstid. Ingen åbnede dog døren, da der blev ringet på, men betjentene fik øje på Kojiro Asakura, som forsøgte at flygte fra huset, hvilket de nåede at forhindre. Og da de herefter gav sig til at gennemsøge hjemmet, blev de således mødt af et skrækkeligt syn, da de fandt frem til de fem parterede lig, hvorved man kunne foretage en anholdelse af Kojiro på gerningsstedet. Eftersom alle beviser pegede imod ham, kunne han heller ikke gøre andet end at tilstå drabene, og han var ovenikøbet temmelig ærlig omkring hele forløbet, eftersom han ikke mente, at det var ham, der var sagens egentlige skurk. Ikke desto mindre var han femdobbelt morder, hvilket resulterede i, at han blev dømt til døden og efterfølgende henrettet i 2001 i en alder af 66 år.

Med hele fem lig, hvoraf tre af dem var børn, var der tale om en forbrydelse, som rystede Japan - særligt grundet de grufulde detaljer og de absurde omstændigheder bag. Drabene var nemlig et resultat af de økonomiske problemer, der begyndte at præge det japanske samfund, idet den økonomiske boble på dette tidspunkt var begyndt at briste, hvilket førte til, at mange hjem blev sendt på tvangsauktion i 1980'erne, og sagen satte således fokus på det sociale ansvar, som staten burde påtage sig, når befolkningen har brug for støtte. I forhold til forbrydelsens karakter, så er familiedrabet i Nerima dog en forholdsvis overset hændelse, der fik begrænset opmærksomhed. Samme dag, som drabene blev opdaget, begik skuespilleren Masaya Oki nemlig selvmord ved at springe ud fra Keio Plaza Hotel i Tokyo, hvilket var en historie, som de fleste medier valgte at beskæftige sig med.

Da Akira og Sachikos ældste datter vende tilbage fra sin skoleudflugt den 29. juni, fik hun i første omgang at vide, at hele hendes familie var omkommet i en bilulykke, før hun fik sandheden at vide under deres begravelse. Hun blev efterfølgende adopteret af sin onkel og voksede op i trygge rammer, inden hun som voksen blev gift og fik en datter.