

Den 25. juli 1998 blev der holdt en sommerfestival i en bydel i Wakayama, hvilket dog udviklede sig til en lokal tragedie, da 67 mennesker endte med at blive svært syge, så de derfor måtte bringes på hospitalet med symptomer som opkast og mavesmerter, men for fire personers vedkommende var det desværre for sent, idet den 64-årige Takatoshi Taninaka, 53-årige Takaaki Tanaka, 16-årige Miyuki Torii og 10-årige Hirotaka Hayashi endte med at omkomme af organsvigt som følge af det, der umiddelbart kunne tyde på madforgiftning. Det viste sig nemlig, at alle de syge personer havde det tilfælles, at de havde spist af den samme karryret, der blev serveret til festivalen, og denne blev derfor udpeget som synderen.
Da man foretog prøver af maden, kunne man imidlertid konkludere, at denne var blevet tilsat arsenik, hvorved det stod klart, at man i virkeligheden havde at gøre med et udspekuleret massedrab, hvor nogen havde forgiftet maden til en social sammenkomst, hvilket altså endte med at koste fire mennesker livet. Og mistanken blev da hurtigt rettet mod den 37-årige Masumi Hayashi, som var en hjemmegående husmor med fire børn, idet hun havde været med til at lave maden, hvor hun på et tidspunkt var blevet ladt alene ved gryderne i hele 40 minutter, ligesom hun tilmed havde let adgang til arsenik, eftersom hendes mand var skadedyrsbekæmper. Der var også den lille detalje, at hverken Masumi eller hendes familie havde spist af karryretten, som hun selv havde været med til at lave, fordi hun tilsyneladende havde bedt sine børn om at holde sig fra den.
Imens politiets efterforskning stod på, foretog medierne derfor deres egne undersøgelser, så de fandt ud af, at Masumi blev holdt ude fra det lokale fællesskab, som hun derfor nærede et had til. Og det var tilsyneladende dette had, der fik hende til at forgifte hele nabolaget, hvor mange var overbeviste om, at Masumi Hayashi var den skyldige, og hendes hus blev eksempelvis udsat for hærværk. Hun blev derfor også udpeget som gerningspersonen i medierne, idet pressen slog lejr foran hendes hjem, hvor man døgnet rundt forsøgte at få udtalelser eller billeder af den såkaldte karry-morder, før hun overhovedet var blevet sigtet og anholdt. Men dette blev hun ikke desto mindre den 4. oktober, hvor politiet vurderede, at de havde spor nok i sagen til at kunne føre en retssag mod Masumi, selvom der ikke var nogen håndgribelige beviser, der direkte pegede på hende, hvilket også var grunden til, at hun længe blev hængt ud i medierne, før hun kunne blive anholdt.
Men da dette omsider skete, blev kvinden i stedet sigtet for forsøg på forsikringssvindel i sit tidligere erhverv som forsikringssælger. Efterforskningen af Masumi viste nemlig, at hun med al sandsynlighed havde forsøgt at forgifte to forrige kunder med brug af arsenik for at få udbetalt deres livsforsikring, ligesom hun og hendes mand i tre tilfælde havde indberettet falske skadesanmeldelser. Men herudover havde Masumi åbenbart også forsøgt at dræbe sin mand for at få udbetalt hans livsforsikring, idet han i 1997 havde været indlagt med arsenikforgiftning. Og eftersom arsenik netop blev anvendt som mordvåben ved sommerfestivalen i 1998, blev Masumi Hayashi ligeledes sigtet for at have stået bag det firedobbelte drab under denne.
Det var derfor udelukkende spekulationer baseret på bevisbyrden, der førte til, at Masumi efterfølgende blev dømt til døden, mens hendes mand blev idømt seks års fængsel for medvirken til forsikringssvindel. Familiens hus blev herefter vandaliset og brændte ned i 2000, mens de fire børn blev sat i pleje. Men i 2021 kom Masumis ældste datter i mediernes søgelys i forbindelse med en ny sag, hvor hendes 16-årige datter døde som følge af vold i hjemmet. Den 37-årige kvinde flygtede derfor med sin 4-årige datter og tog hende med i døden, da hun valgte at begå selvmord ved at springe ud fra Sky Gate Bridge R i Osaka. Hendes mand forsøgte også at tage livet af sig selv, men han overlevede dog og blev samtidig anholdt, og man kunne efterfølgende konkludere, at han også havde været et offer for vold begået af sin kone, hvilket havde kostet hendes datter livet, efter at hun i årevis havde været udsat for tvang og afstraffelse. Pigen blev eksempelvis brændt med strygejern og fik sine tænder hevet ud med knibetange, ligesom hun ikke fik nok at spise, så hun derfor var stærkt underernæret.