Keiko Arimoto var 23 år gammel, da hun i 1983 boede i London, hvor hun studerede engelsk og arbejdede som au-pair. I denne periode var nordkoreanske agenter dog i gang med at kidnappe japanere, så de kunne undervise nordkoreanske agenter i japansk sprog og kultur, så man på den måde kunne infiltrere Japan og udføre spionage. Kidnapninger fandt ikke kun sted på japansk grund, men foregik også i andre dele af verden, og her blev den generte og ensomme Keiko Arimoto udvalgt som et oplagt offer, da hun i London blev kontaktet af japaneren Megumi Yao, der gik på samme sprogskole som hende. Hvad Keiko ikke vidste var dog, at Megumi havde boet i Nordkorea, siden hun i 1970'erne valgte at rejse dertil, hvorefter hun blev gift med en af de japanske terrorister, der havde fået asyl i landet efter kapringen af Japan Airlines Flight 351 i 1970.
Megumi var blevet hyret til at finde en japansk kvinde under 25, som skulle være ugift, så hun kunne indgå i ægteskab med en af de andre kidnappede japanere, og ud af de tre japanske kvinder, hun havde i kikkerten, var Keiko den eneste, der matchede kriterierne. Megumi sørgede derfor for at tilegne sig Keikos tillid ved at etablere et venskabeligt forhold til hende, efter at de to mødtes i marts 1983. Men da Keiko færdiggjorde sine studier i juni, tænkte hun på at forlade London, så hun kunne arbejde i et andet europæisk land, før hun efter planen skulle vende tilbage til Japan den 9. august. Megumi Yao var derfor nødt til at handle hurtigt, så hun bildte Keiko ind, at hun havde fundet en stilling til dem begge i København, hvor Keiko derfor rejste til, da hun forlod London den 29. juni.
Den 15. juli mødtes Keiko og Megumi så i København, hvor Keiko blev introduceret for sin nye chef, der dog i virkeligheden var den japanske terrorist Kimihiro Abe, der havde deltaget i kapringen af Japan Airlines Flight 351. Han var derfor også bosiddende i Nordkorea, og da han fortalte, at det var hér, stillingen befandt sig, indvilligede Keiko i at rejse dertil for at arbejde, hvis Megumi kom med hende. Dette lovede Megumi, men hun vendte i stedet tilbage til London for at videreføre sin mission, imens den intetanende Keiko blev bragt sammen med nordkoreanske diplomater fra den nordkoreanske ambassade i København, der dagen efter rejste med den 23-årige kvinde til Moskva, hvorfra de tog et fly videre til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.
Keiko Arimotos kidnapning var derfor en udramatisk en af slagsen foretaget via manipulation, for ved ankomsten til Nordkorea skulle det meget hurtigt vise sig, at hun var blevet ledt i en fælde, idet hun hér blev sat i husarrest og tvunget til at bo sammen med to andre kidnappede japanere i skikkelse af Tori Ishioka og Kaoru Matsuki, der var blevet bortført fra Madrid i 1980. Det var nemlig planen, at Keiko skulle gifte sig med en af dem, hvilket endte med at blive Toru Ishioka, som hun ligeledes fik en datter med. Og det var også ham, der endte med at gøre Keikos familie bekendt med hendes skæbne, for det sidste, de hørte fra hende, var nemlig et postkort sendt fra Grækenland i oktober 1983, hvor Keiko forklarede, at hun havde fundet arbejde og derfor ikke ville vende tilbage til Japan. Eftersom hun på dette tidspunkt befandt sig i Nordkorea, var der dog tale om et forfalsket brev, der skulle dække over hendes kidnapning, for det kan nemlig bevises, at Keiko forlod Danmark den 16. juli, idet hun på denne dag blev fotograferet i selskab med en nordkoreansk diplomat i afgangshallen i Københavns Lufthavn.
Fem år senere modtog Toru Ishiokas familie så et brev sendt fra Polen, hvor han fortalte, at han boede i Nordkorea sammen med Kauro Matsuki og Keiko Arimoto, og dette var således første gang, man stod med håndgribelige beviser på, at de nordkoreanske kidnapninger fandt sted, hvilket indtil da blot havde været en formodning baseret på flere japaneres mystiske forsvindinger. Toru havde formået at smugle brevet ud fra Nordkorea ved at overdrage dette til en polak med beskeden om, at han skulle sende det til Japan, så i tilfælde af, at det skulle blive konfiskeret, var teksten rimelig neutral og nævnte ikke noget om kidnapninger. Men eftersom tre japanere, som ikke kendte hinanden, var havnet i Nordkorea, stod det klart, at de måtte være blevet tvunget dertil.
Til at begynde med nægtede de nordkoreanske myndigheder at indrømme, at de havde bortført japanere, men i 2002 erkendte man imidlertid at stå bag kidnapningerne af 13 navngivne japanere, hvoraf Keiko Arimoto var en af disse. Siden da er i alt 17 japanere blevet anerkendt som ofre for kidnapning begået af nordkoreanske agenter, og sagen om Keiko Arimoto er den sidste af disse og samtidig den med flest oplysninger om forløbet, hvilket skyldes, at Megumi Yao siden har afgivet vidneforklaring og tilstået sin såvel som Nordkoreas rolle. Men i 2002 var der desværre kun fem overlevende japanere tilbage, som fik lov at vende tilbage til Japan, og Keiko Arimoto var ikke en af dem, for ifølge Nordkorea døde hun, hendes mand og datter alle af kulilteforgiftning i 1988 - samme år som det famøse postkort blev modtaget.