Den 11. maj 1963 sejlede fiskerbåden Kiyo Maru fra Takahama havn i Fukui-præfekturet med den 36-årige Shoji Terakoshi, hans 24-årige bror Sotoo og deres 13-årige nevø Takeshi ombord. Båden skulle efter planen vende tilbage til Takahama havn samme dag, men det gjorde den imidlertid ikke, og da dagen efter fandt frem til Kiyo Maru, som drev rundt på havet cirka 7 kilometer fra kysten, var der ingen ombord på båden, ligesom man ikke fandt frem til nogen af de tre passagerer i vandet. De lod dermed til at være blevet ofre for en ulykke, hvilket da også blev bekræftet ved, at båden havde skader efter en kollision.
Man gik derfor i gang med at undersøge samtlige både i nærliggende havne for at finde frem til den, som havde påsejlet Kiyo Maru. Det var dog ikke muligt at identificere denne, og man fandt aldrig frem til drengen og de to mænd, som derfor blev erklæret for døde, idet man formodede, at de måtte være omkommet til søs. Men sandheden skulle imidlertid vise sig at være en helt anden, for i 1987 modtog Shoji og Sotoos søster nemlig et livstegn fra sine forsvundne slægtninge, da hun fik et brev fra Sotoo, hvori der stod, at han og Takeshi befandt sig i Nordkorea, hvor de havde boet de sidste 24 år.
I denne periode blev japanere kidnappet af nordkoreanske agenter, som netop bragte dem til Nordkorea, så de kunne være med til at træne spioner, som skulle infiltrere Japan ved at udgive sig for at være japanere. I alt 17 japanere er blevet officielt anerkendt som kidnapningsofre, men de første af disse blev bortført i 1977, selvom man udmærket er klar over, at kidnapningerne fandt sted tidligere, hvilket Shoji, Sotoo og Takeshis forsvinding blev et bevis på. Alligevel er de altså ikke blevet anerkendt som kidnapningsofre, selvom man antager, at de blev påsejlet af en nordkoreansk båd på det japanske hav, hvor de tre blev tvunget ombord og bragt med til Nordkorea mod deres vilje.
Bådens tilstand stemte nemlig ikke overens med den Sotoos forklaring, idet han påstod at Kiyo Maru havde oplevet motorstop midt ude på havet, hvor de tre var blevet reddet af den nordkoreanske båd, hvorefter de frivilligt var blevet bragt med til Nordkorea, hvor de efterfølgende slog sig ned ved at påtage sig koreanske navne, ligesom de stiftede familie. Shoji døde dog allerede i 1968, hvor han på sin 41 års fødselsdag blev fundet død på et hospital, hvor han var indlagt til behandling af en sygdom, som tilsyneladende kostede ham livet, selvom der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette er sandt. Efter ankomsten til Nordkorea blev Shoji nemlig splittet op fra Sotoo og Takeshi, og der er ingen beviser for, at han har opholdt sig i landet, så det mistænkes, at han muligvis blev slået ihjel i forbindelse med kidnapningen, fordi han gjorde modstand.
Da Takeshis forældre fandt ud af, at deres søn var i live, valgte de at besøge både ham og Sotoo i Nordkorea, hvilket foregik under streng overvågning, hvor begge fortalte, at de ikke havde lyst til at vende tilbage til Japan, idet de holdt fast i påstanden om, at de frivilligt havde valgt at slå sig ned i Nordkorea. De er derfor aldrig blevet officielt anerkendt som kidnapningsofre, selvom Takeshis forældre og Shojis børn har kæmpet for dette ved at stå frem med påstanden om, at man i Nordkorea har opfundet en løgnehistorie, som Sotoo og Takeshi er blevet bedt om at fortælle. Sotoo døde som 55-årig i 1994.
Dette er med al sandsynlighed en falsk historie, som Sotoo blev bedt om at skrive, eftersom der var tale om et frankeret brev, som han altså havde fået lov til at sende, hvilket vil sige, at indholdet med garanti var blevet gennemlæst af myndighederne. Sotoo kunne desuden berette, at Shoji døde fem år tidligere