Knivangrebet i Sakai

5-årige Kana blev dræbt af Makoto Kitaguchi

Den 19-årige Makoto Kitaguchi boede hos sine forældre i Sakai i det sydlige Osaka, hvor han hverken arbejdede eller gik i skole. Makoto var nemlig en problematisk teenager, som tilmed havde udviklet en afhængighed af malingfortynder, som forvrængede hans virkelighedsopfattelse. Og dette fik desværre fatale konsekvenser den 8. januar 1998, hvor Makoto havde sniffet malingfortynder om morgenen, da han i bar overkrop begav sig ud i det kolde vejr med en kniv i hånden.

Den unge mand befandt sig nemlig i en psykose, da han på gaden gik til angreb på en 15-årig pige, som var vej i skole. Men selvom hun blev stukket 4 gange, formåede hun dog at flygte fra Makoto, der i stedet udså sig en 36-årig kvinde, der stod og ventede på bussen sammen med sin 5 år gamle datter, Kana Okuni. Begge blev angrebet og stukket af den maniske teenager, der herefter flygtede af fra stedet, mens forfærdede vidner skyndte sig at slå alarm. Men selvom alle tre ofre blev bragt på hospitalet, så stod Kanas liv desværre ikke til at redde, og hun omkom derfor af sine kvæstelser, samtidig med at politiet fik opsporet og anholdt Makoto Kitaguchi.

Med sine 19 år var Makoto på dette tidspunkt umyndig, så sagen endte derfor i familieretten, hvor man tog højde for hans unge alder, og han slap derfor for en livstidsdom, idet han i stedet blev idømt 18 års fængsel for det spontane drab på en tilfældig pige samt to drabsforsøg. Netop fordi at han var umyndig, blev hans identitet heller ikke offentliggjort, og da et ugeblad valgte at gøre dette, førte det til en historisk retssag, hvor det blev slået fast, at Makoto ifølge loven havde ret til at være underlagt navneforbud, fordi han på gerningstidspunktet havde været umyndig. Aldrig før var der blevet afsagt dom med udgangspunkt i denne lovgivning, men senere blev denne dog omstødt, da man ud fra loven om ytringsfrihed derimod erkendte, at det var i offentlighedens interesse at få sat navn på farlige forbrydere, hvilket Makoto Kitaguchi blev kategoriseret som.

Retten til anonymitet var om ikke andet medvirkende til, at der kun blev sat begrænset fokus på denne sag og dens gerningsmand, hvilket også skyldtes, at han havde været påvirket af malingfortynder, hvilket var et så udbredt problem blandt unge, at man knap nok valgte at forholde sig til dette, selvom man ellers fik at se, hvilke konsekvenser et misbrug kan føre med sig. Først året efter begyndte man at sætte fokus på et stigende antal tilfældige angreb på uskyldige mennesker, da 23-årige Hiroshi Zoda gik amok med en kniv og en hammer i Tokyo.

Total Page Visits: 79 - Today Page Visits: 1