
Hidetake Kakuchiyama var en tidligere fisker, som boede i landsbyen Taneichi i Iwate-præfekturet sammen med sin kone, Shizuko, og parrets fire børn: datteren Hisako samt sønnerne Takeshi, Takeru og Shinya. Der var dog ikke tale om et lykkeligt ægteskab, idet Hidetake var voldelig over for sin kone, som derfor ønskede at blive skilt fra ham, så Hidetake derfor frygtede, at hun i den forbindelse ville forlade ham og tage alle fire børn med sig. Da han dermed indså, at han stod over for at miste hele sin familie, valgte han i stedet at udslette den, da han i 1989 dræbte både sin kone og børn.
Der havde længe været gnister i forholdet, men de ægteskabelige problemer blev forværret i 1987, hvor Hidetake mistede sin stilling som fisker, så han ikke længere kunne forsørge sin familie. Selvom han formåede at finde et job som bygningsarbejder, så var dette ikke nok til at brødføde både forældre og børn, så familiens tilværelse var betinget af, at Shizuko ligeledes arbejdede, hvilket skabte spændinger imellem hende og Hidetake, der havde svært ved at acceptere, at han som manden i huset var afhængig af sin kones indkomst. Da Hidetake valgte at afreagere ved at blive voldelig over for Shizuko, flyttede hun i første omgang hjem til sine forældre, men det gik blot ud over børnene, som i stedet blev udsat for voldelige overgreb, hvilket til sidst fik Shizuko til at anmode om skilsmisse.
Efter en måned vendte Shizuko dog tilbage til Hidetake, da det på denne tid var tabubelagt at blive skilt, og selv Shizukos forældre opfordrede hende til at forblive gift med Hidetake, eftersom hun ville få det sværere som alenemor til fire børn. Da Hidetake igen blev ansat som fisker, var han trods alt heller ikke hjemme i lange perioder, så han kunne både tjene penge, mens Shizuko kunne leve alene med sine børn. Dog mistede Hidetake også denne stilling, hvilket igen førte til spændinger i ægteskabet, da Hidetake atter blev voldelig over for Shizuko, der valgte at give ham igen ved at påstå, at hun havde en elsker. Men dette skulle hun aldrig have sagt, for det blev desværre det emotionelle slag, der fik Hidetake til at miste besindelsen. For nu troede han ikke blot, at hans kone ville forlade ham - hun ville oven i købet gøre det til fordel for en anden mand, hvorved han følte, at hans værdighed blev krænket.
Da Shizukos far i august 1989 blev indlagt på hospitalet, havde Shizuko planer om at besøge sin mor, så hun kunne hjælpe hende i hjemmet. Men Hidetake opfattede dog dette som endnu et forsøg på at forlade ham, hvilket fik ham til at tro, at deres ægteskab var slut, lige så snart hun var ude af huset. Så dette ville Hidetake forhindre ved ganske enkelt at tage livet af Shizuko, og eftersom hans børn aldrig ville kunne tilgive ham, agtede han at slå dem alle ihjel på samme tid. Tidligt om morgenen den 9. august valgte den 42-årige mand derfor at bevæbne sig med en kniv, med hvilken han dræbte den 37-årige Shizuko, den 14-årige Hisako, den 13-årige Takeshi, den 10-årige Takeru og den 5-årige Shinya, da han begav sig fra forældrenes soveværelse og videre til børnenes soveværelse, hvor han skar halsen over på dem alle, imens de intetanende lå og sov, så de dermed vågnede op for blot at forbløde til døde - foruden Takeshi, der blev vækket, da Takeru blev slået ihjel, og da han i den forbindelse forsøgte at flygte, blev han stukket ned, før han ligeledes fik halsen skåret over.
Senere på dagen valgte Hidetake at tage hjem til sine forældre for at tilbringe natten, uden at han fortalte dem, at han havde slået deres svigerdatter og børnebørn ihjel. De lå derfor døde i hjemmet i de kommende dage, hvor Hidetake brugte sin kones penge på at klare sig, mens han tænkte på at begå selvmord. Han kunne dog ikke tage livet af sig selv, så den 13. august ringede Hidetake i stedet til politiet for at anmelde det femdobbelte drab, som han tilmed tilstod at have begået. Da forbrydelsen dermed blev opdaget, blev Hidetake anholdt og sigtet for at have dræbt sin familie, for hvilket han i første omgang blev idømt livsvarigt fængsel, idet Hidetakes forsvarer påstod, at han blot havde forsøgt at genoprette sin ære ved at tage livet af sin familie med henblik på ligeledes at begå selvmord. Der var dog ingen beviser for, at Hidetake havde forsøgt at begå selvmord eller haft intentioner om dette, så da sagen gik om, blev dette et af de sjældne tilfælde, hvor en livstidsdøm blev omstødt og ændret til en dødsdom, idet man denne gang mente, at der var tale om overlagt drab.
Hidetake Kakuchiyama blev dog aldrig henrettet. For selvom han ellers ankede sin dødsdom, så blev denne hverken omstødt eller stadfæstet, eftersom sagen ikke nåede at gå om. Den 6. oktober 1992 blev han nemlig ramt af en hjerneblødning i fængslet, og den 16. oktober døde Hidetake så på hospitalet i en alder af 45 år.