Matsuzo Nagano

Matsuzo Nagano foretog fire kidnapninger på 20 år

Matsuzo Nagano var en selvproklameret healer, der gik under navnet Yukio Kiba. I efterkrigstiden rejste han rundt i Japan, hvor han den 15. juli 1946 overnattede hos en bondefamilie i den lille landsby Nagasaki i Yamagata-præfekturet, da han hér valgte at kidnappe en 5-årig pige. Dette blev dog først opdaget, da Matsuzo var rejst fra gården uden at sige farvel, og da pigen samtidig var forsvundet, gik hendes familie naturligvis ud fra, at hun var blevet bortført af den fremmede mand, som de havde valgt at give husly. Problemet var bare, at de netop ikke kendte ham, og eftersom Matsuzo var hjemløs og derfor rejste omkring, så var det ikke muligt at komme på sporet af ham, så man vidste derfor heller ikke, hvad der var sket med den lille pige.

Matsuzo tog hende imidlertid til sig og valgte at opdrage hende som sin datter, så de to levede sammen i tre år, indtil Matsuzo ikke længere kunne overskue at tage sig af pigen, som han derfor valgte at overdrage til et børnehjem i Kumamoto-præfekturetKyushu, hvor hun voksede op, mens minderne om hendes familie med tiden gik tabt. Matsuzo gik i stedet efter et ældre barn, så samme år foretog han en kidnapning af en 15-årig dreng i Yamaguchi-præfekturet, hvilket dog blev opdaget, så han derfor blev anholdt og idømt 1½ års fængsel. Det var dog ikke ligefrem, fordi han lærte noget af dette, for i 1957 foretog Matsuzo Nagano så endnu en kidnapning, da han var taget til øen Shikoku, hvor han befandt sig i landsbyen Yasuda i Kochi-præfekturet, da han hér mødte en mand, som var på udkig efter et arbejde til sin 15-årige søn. Matsuzo fortalte, at han kendte til et sted, hvor drengen kunne blive ansat, og han bragte ham derfor med sig, men i stedet for at finde et arbejde til drengen, valgte han at beholde ham og opdrage ham som sin søn.

I 1966 havde de to slået sig ned i byen Takamatsu, hvor Matsuzo foretog en fjerde kidnapning, da han den 21. maj spurgte en nabo, om hans 15-årige søn ikke kunne komme forbi og besøge ham. Drengen vendte imidlertid aldrig hjem fra dette besøg, og da hans familie tog forbi Matsuzos hus for at finde frem til ham, viste det sig, at han var flyttet og tilsyneladende rejst bort med teenagedrengen. Denne gang kendte familien dog til Matsuzos identitet, og han blev derfor efterlyst, mens han slog sig ned i Osaka, hvor den 15-årige dreng blev sat til at arbejde, så han kunne tjene penge til Matsuzo, hvilket også havde været formålet med kidnapningen af den anden dreng, som i mellemtiden var blevet voksen og stadig boede sammen med Matsuzo.

I 1970 blev den 60-årige Matsuzo Nagano så endelig opsporet af politiet, der kunne foretage en anholdelse af ham den 15. november, hvor man samtidig fik befriet den nu 19-årige mand, der kunne vende tilbage til sin familie i Takamatsu, som ikke havde set ham i over 4 år. Den 15-årige dreng, som var blevet kidnappet i 1957, var nu blevet 28 år, og han påstod i første omgang at være Matsuzos søn, indtil det viste sig, at han også var et kidnapningsoffer, der ligeledes blev genforenet med sin familie efter at have været adskilt fra dem i 13 år. Men det stoppede altså ikke hér, for under afhøringerne erkendte Matsuzo nemlig, at han også havde foretaget en kidnapning af en 5-årig pige i 1946, som han tre år senere havde afleveret på en børnehjem. Politiet kontaktede derfor børnehjemmet, og således fik man opsporet den nu 29-årige kvinde i Tokyo, hvor hun blev ført sammen med sin familie, der ikke havde set hende i 24 år.

I løbet af 20 år foretog Matsuzo Nagano altså flere langvarige kidnapninger, fordi han bortførte børn med det formål at tage dem til sig, så de kunne arbejde og tjene penge til ham og tage sig af ham, når han blev gammel. Af den grund blev de to teenagedrenge ikke holdt fanget, og de forsøgte heller ikke at flygte, idet de udviklede det såkaldte Stockholmsyndrom og begyndte at betragte Matsuzo som en faderfigur, selvom de var blevet kidnappet fra deres rigtige familier. De to første kidnapningssager var dog blevet forældet, så Matsuzo ikke længere kunne dømmes i disse, men for sin sidste kidnapning modtog han en dom på to års fængsel.

Total Page Visits: 21 - Today Page Visits: 1