Mordet på Kaede Ariyama

Mordet på Kaede Ariyama
Kaoru Kobayashi og Kaede Ariyama

Mordet på Kaede Ariyama

Kaede Ariyama var en 7-årig pige, der den 17. november 2004 var på vej hjem fra skole i byen Nara, da hun blev kidnappet. Hendes mor modtog et billede af sin datter fra hendes telefon samme dag med teksten "jeg har din datter", men der var dog ingen krav om løsesum, så hun kunne ikke gøre andet end at melde sagen til politiet, der imidlertid ikke kunne nå at handle, før det var for sent. Kaedes kidnapper valgte nemlig at slå den lille pige ihjel ved at drukne hende, og senere på aftenen blev hendes lig fundet på en gade i byen Heguri, hvor det var tydeligt, at hun var blevet udsat for mishandling efter sin død. Pigen havde flere blå mærker på sin krop, ligesom hun manglede en del tænder, og så var hendes tøj desuden i uorden, hvilket indikerede, at gerningsmanden kunne være pædofil.

Han valgte dog at begå den fejl at beholde Kaedes telefon, som han blandt andet anvendte til igen at skrive til pigens mor, da han truede med at komme efter hendes anden datter. Men det var først, da han begyndte at sende billeder til sin egen mobil, at politiet kom på sporet af morderen, som de i forvejen havde kendskab til. Der var nemlig tale om Kaoru Kobayashi, som tidligere havde været dømt for pædofili, da han i 1989 forgreb sig på otte børn og dengang blev idømt to års fængsel. Kort efter sin løsladelse i 1991 forsøgte han så at dræbe en 5-årig pige og modtog herefter en længere fængselsdom, som dog var udtjent i 1996, hvorefter han igen kunne gå frit rundt.

Kobayashi arbejdede som avisbud, og da det blev opdaget, at han havde stjålet 230.000 yen fra sin arbejdsgiver, skulle han egentlig være blevet anholdt den 17. november, hvor mordet på Kaede altså fandt sted, men før politiet fik kendskab til dette, valgte Kobayashi og arbejdsgiveren dog at aftale, at pengene i stedet skulle betales tilbage over hans løn. Det var tilsyneladende helt tilfældigt, at han samme dag fik øje på Kaede, da han uden videre besluttede sig for at kidnappe hende på åben gade. Efter drabet på den lille pige fortsatte han sin tilværelse, som om intet var sket, så det var temmelig nemt for politiet at opspore og anholde ham, hvilket skete den 30. december, efter han var blevet færdig med sin avisrute. I Kobayashis lejlighed fandt man både Kaedes mobiltelefon og hendes skoletaske, ligesom manden desuden var i besiddelse af børneporno. Grundet forbrydelsens karakter og Kobayashis kriminelle fortid blev han idømt dødsstraf, og henrettelsen fandt sted i 2013, hvor han døde som 44-årig.

 

Total Page Visits: 723 - Today Page Visits: 1