Norio Nagayama

Norio Nagayama
Norio Nagayama i midten

Norio Nagayama

Norio Nagayama var 16 år, da han i 1965 blev vidne til en gidselsituation i Shibuya i Tokyo, hvor gerningsmanden Misao Katagiri åbnede ild mod politiet og de flere tusinde opmødte på gaden. Dette inspirerede Nagayama til tre år senere at begå sine egne forbrydelser, da han som 19-årig tog på et drabstogt rundt omkring i Japan, hvor han slog 4 tilfældige mænd ihjel med en pistol, som han havde stjålet fra en amerikansk flådebase. Det første af disse drab fandt sted den 11. oktober 1968, hvor Nagayama skød en 27-årig vagt på Tokyo Prince Hotel. Tre dage senere var han taget til Kyoto, hvor han skød endnu en vagt - denne gang en 69-årig mand, der patruljerede ved Yasaka-helligdommen. Den 26. oktober var Nagayama så ankommet til Hokkaido, hvor han skød en 31-årig taxachauffør i Hakodate, og det sidste drab fandt sted den 5. november, hvor han skød endnu en taxachauffør - en 22-årig mand i Nagoya. Mens de første to ofre var blevet slået ihjel uden grund, så blev de to sidste dræbt i forbindelse med et røveri. Alle ofre var ikke desto mindre mænd i arbejde.

Selvom politiet ledte efter gerningsmanden bag de fire drab, så var de dog ikke på sporet af Nagayama, der derfor forblev på flugt helt frem til den 7. april 1969, hvor han ved et rent tilfælde blev anholdt, da det blev opdaget, at han var i besiddelse af et skydevåben. Efter det kom frem, at han stod bag drabene på de 4 mænd, stod man dog med et dilemma, for eftersom Nagayama var 19 år, så var han ifølge loven umyndig, så det var kontroversielt, om han skulle idømmes dødsstraf, selvom han havde 4 ofre på samvittigheden. Hans retssag endte derfor med at strække sig over 10 år, indtil han i 1979 rent faktisk blev dømt til døden, idet man ikke kunne ignorere omfanget af hans forbrydelse. Hans sag blev desuden gjort til udgangspunkt for fremtidige dødsdomme i Japan, hvor man siden har valgt at forholde sig til en række kriterier, før man dømmer folk til døden, og således blev det muligt at give umyndige gerningsmænd denne ultimative straf, indtil myndighedsalderen i 2022 blev nedsat til 18 år. I Japan kan personer under 18 år nemlig ikke idømmes dødsstraf.

Nagayama blev henrettet i 1997 i en alder af 48 år, og selvom han blev kendt som seriemorder, så døde han imidlertid som en prisbelønnet forfatter. I fængslet begyndte Nagayama nemlig at skrive romaner, og han nåede at udgive flere værker før sin død. Årsagen til hans forbrydelser skyldtes tilsyneladende, at han var vred på samfundet og ønskede at straffe dette for sin egen ulykke, idet han var vokset op i fattigdom på Hokkaido, hvor han aldrig havde oplevet omsorg og kærlighed. Dette fik ham til at rejse til Tokyo, hvor han levede en ussel tilværelse, der til sidst blev for meget for ham.

Total Page Visits: 581 - Today Page Visits: 2