Den 12. december 1998 blev en 24-årig kvinde fundet livløs på sit værelse i hendes forældres hjem i Sapporo, umiddelbart efter at hendes mor havde overdraget hende en pakke, som netop var ankommet med posten. I denne havde nemlig befundet sig seks piller indeholdende op til tre gram kaliumcyanid i hver, hvilket er et yderst giftigt stof, der i så store mængder kunne tage livet af 10 personer. Alligevel havde den unge kvinde valgt at sluge samtlige seks piller, idet hun havde i sinde at begå selvmord, hvilket hun uden held havde forsøgt op til flere gange på forskellig vis. Som så mange gange før blev hun også denne gang bragt til hospitalet, hvor man hurtigt blev klar over, at hun havde været udsat for en slags forgiftning.
Man havde dog ikke nogen anelse om, hvad det var for en type forgiftning, men ud fra moderens forklaring kunne man regne ud, at kvinden måtte have indtaget noget, som havde befundet sig i den pakke, hun havde modtaget med posten. Afsenderen af denne var en mand ved navn Ryuji Kusakabe, og da lægerne ringede til nummeret på pakken for at høre, hvad det var for et stof, kvinden havde indtaget, blev de forarget over at høre, at hun mod bestilling havde fået tilsendt kaliumcyanid fra en fremmed mand, der desuden proklamerede, at hvis hun døde, så ville han ligeledes begå selvmord.
Imens lægerne forsøgte at holde den unge kvinde i live, gik jagten således ind på Ruiji Kusakabe, hvilket ikke blot var et alias - den opgivne afsenderadresse på pakken var tilmed falsk, og man havde derfor kun mandens telefonnummer at gå efter. På den måde kunne man om ikke andet komme i kontakt med ham, men da politiet ringede til den mystiske mand, fik de endnu mere at se til, idet han påstod, at han faktisk havde sendt pakker med kaliumcyanid til i alt 10 personer, som politiet derfor forsøgte at opstøve for at forhindre en hel bølge af selvmordsforsøg. Ingen af de andre personer valgte dog at sluge pillerne, som de havde fået med posten, men en enkelt kvinde begik imidlertid selvmord ved i stedet at indtage sovepiller.
Den 15. december omkom kvinden fra Sapporo på hospitalet, og samme dag blev en 27-årig mand indlagt med kaliumcyanid-forgiftning på et andet hospital i Sapporo, hvor han mistede livet. For dette var nemlig Ryuji Kusakabe, der præcis som lovet havde taget livet af sig selv, efter at den unge kvinde døde. Det viste sig nemlig, at hun havde fået forbindelse til Ryuji vi en bekendt, som ejede en hjemmeside med et forum for selvmordstruede personer, hvor den famaceutuddannede Ryuji var aktiv som rådgiver og kaldte sig selv for Doktor Kiriko - navngivet efter en karakter fra manga-serien Black Jack, der udøver aktiv dødshjælp på personer, som ønsker at dø. Det lod således til, at Ryuji Kusakabe gjorde det samme ved at assistere selvmord, da han sendte piller med kaliumcyanid til 10 brugere på hjemmesiden, der gengældte ved at overføre penge til hans konto.
Dog sendte Ryuji også en slags brugsanvisning via mail, hvor der stod, at folk under ingen omstændigheder måtte indtage pillerne, fordi de var giftige. Han havde derimod sendt dem som en slags talisman, der skulle beskytte mod selvmord, selvom pillerne ironisk nok kunne benyttes til lige netop dette. Man konkluderede derfor, at der måtte være tale om et fejlslagent alibi, der skulle beskytte Ryuji i tilfælde af, at nogen valgte at sluge pillerne, og da en person gjorde dette, tog han muligvis livet af sig selv for at undgå at blive stillet til ansvar for dødsfaldet - eller måske endda i skam over, at hun ikke havde fulgt hans råd. Dog havde han tidligere forsøgt selvmord og led af depression, så hans egentlige motiv er uklart.
Sagen vakte ikke desto mindre stor opmærksomhed i Japan, hvor udbredelsen af internettet var godt i gang, og man begyndte derfor at frygte, hvad dette kunne medføre af problemer. Man blev nemlig klar over, at der både kunne oprettes lyssky hjemmesider, at folk kunne blive stimuleret til selvmord ved at finde sammen med ligesindede, og at man tilmed kunne bestille livsfarlige varer online. Dog kom den 24-årige kvinde jo i kontakt med Ryuji via en bekendt, som gav hende hans telefonnummer, så kontakten mellem de to derfor foregik telefonisk.