Der findes to former for dødshjælp: passiv dødshjælp, hvor livsforlængende eller livsbevarende behandling af syge eller døende mennesker ophører, så heldbredstilstanden dermed tager livet af dem, og aktiv dødshjælp, hvor man tværtimod får hjælp til at dø, før en eventuel sygdom tager livet af en. Mens passiv dødshjælp således anses for at være mere naturligt, så kan aktiv dødshjælp derimod betegnes som et assisteret selvmord eller et såkaldt medlidenhedsdrab, af hvilken grund aktiv dødshjælp er langt mere kontroversielt end passiv dødshjælp, fordi dette er langt mere komplekst, idet der er mange faktorer at forholde sig til. Globalt set er passiv dødshjælp derfor også mere acceptabelt end aktiv dødshjælp, som i store dele af verden er forbudt.
I Japan har man dog ingen lovgivning angående brugen af aktiv dødshjælp, idet loven kun legaliserer passiv dødshjælp uden direkte at forbyde begrebet aktiv dødshjælp. Men netop fordi aktiv dødshjælp kan betegnes som et assisteret selvmord eller i visse tilfælde et drab, så bliver det generelt anset for at være ulovligt, idet man ikke må hjælpe folk med at tage livet af sig selv i Japan. Overordnet set kan et helt almindeligt menneske derfor ikke hjælpe en af sine nærmeste med at dø, selvom vedkommende ønsker det. Men eftersom aktiv dødshjælp heller ikke er forbudt, så er der alligevel opstået en gråzone, der faktisk giver folk mulighed for at modtage aktiv dødshjælp, hvis følgende kriterier vel at mærke er opfyldt:
1: Modtageren af aktiv dødshjælp har på et eller andet tidspunkt skriftligt tilkendegivet et ønske om at dø med sin underskrift som dokumentation
2: Personen skal enten være døende eller være så fysisk svækket af en uhelbredelig sygdom, at man befinder sig i et terminalt stadie, så døden derfor er uundgåelig
3: Vedkommende skal desuden være mærket af fysiske eller mentale smerter i en sådan grad, at disse er uudholdelige
4: Al behandling skal anses for at være nyttesløst, og døden er den eneste udvej
Man vil i langt de fleste tilfælde få hjælp af en læge til at udføre aktiv dødshjælp i Japan, da der som regel er tale om indlagte patienter, som altså er i så store smerter, at de ikke længere ønsker at leve. Den aktive dødshjælp kan dermed også udføres medicinsk, men som udgangspunkt kan man sådan set tage livet af folk på andre måder, da dødsmetoden ikke er defineret. De fire kriterier er desuden heller ikke indskrevet i lovgivningen, men er derimod blevet indført som uofficielle retningslinjer, som domstolene har taget til sig, efter at to sager om aktiv dødshjælp fra henholdsvis 1962 og 1991 førte til udarbejdelsen af disse for at kunne skelne aktiv dødshjælp fra ulovlige handlinger som drab og assisteret selvmord.
I sagen fra 1962 tog en 24-årig mand livet af sin 52-årige far ved at tilsætte pesticider i hans drink, da lægen havde fortalt, at manden kun havde en uge tilbage at leve i og ikke ønskede at leve mere. Sønnen blev sigtet for drab, men han forklarede, at der i stedet var tale om aktiv dødshjælp, hvilket jo ikke var forbudt. Han blev i stedet idømt et års fængsel for assisteret selvmord. Og i sagen fra 1991 var der tale om en lægestuderende, der valgte at give en kronisk syg patient en overdosis, imens han lå i koma, fordi det var dette, familien ønskede. Den lægestuderende blev efterfølgende sigtet for drab, fordi patienten var i koma og derfor ikke havde udtrykt et ønske om at dø, men man tog dog højde for omstændighederne og idømte ham derfor kun to års fængsel.
Aktiv dødshjælp er altså en anerkendt metode i Japan, men ikke ligefrem noget, der praktiseres, da aktiv dødshjælp kun benyttes som den sidste mulige udvej i meget sjældne tilfælde, hvor døden netop anses for at være den eneste hjælp, som patienten kan modtage, og derfor bidrager man altså vedkommende med denne. Af den grund er stort set alle modtagere af aktiv dødshjælp enten terminalt syge eller ældre mennesker med et meget svækket helbred. Den aktive dødshjælp adskiller sig således ikke markant fra den passive dødshjælp, hvor man altså indstiller al livsforlængende eller livsbevarende behandling, så døden får lov at indtræffe af sig selv. Med den aktive dødshjælp fremskynder man blot det uundgåelige.
I Japan skal folk ligeledes tilkendegive, at de ønsker passiv dødshjælp (enten mundligt eller skriftligt), før de kan modtage dette, men dette kan man i visse tilfælde være forhindret i, hvis man eksempelvis ligger i respirator, og derfor kan de nærmeste familiemedlemmer også give samtykke til passiv dødshjælp. Der skal i så fald være tale om ens forælder, ægtefælle, barn eller værge. Hvis nogle af disse personer derimod modsætter sig passiv dødshjælp, men en læge alligevel udfører denne, så kan lægen blive sigtet for drab, da der jo har været et ønske om at bevare livet.