Natten til den 30. juni 1966 blev brandvæsnet kaldt ud til en brand i byen Shimizu i Shizuoka-præfekturet, hvor en ejendom stod i flammer. Ilden havde imidlertid nået at få så godt fat, at bygningen ikke stod til at redde, og den brændte derfor ned til grunden, hvilket tilsyneladende endte med at koste den 41-årige Fujio Hashimoto, hans 38-årige kone, deres 17-årige søn og deres 14-årige datter livet, idet deres lig efterfølgende blev fundet i det udbrændte hjem.
En nærmere undersøgelse af ligene kunne imidlertid konkludere, at de hverken var døde af røgforgiftning eller brandskader, men at alle fire personer derimod var blevet stukket ihjel, hvorefter der var blevet sat ild til deres hjem, hvilket kunne være blevet gjort for at skjule forbrydelsen, der efter alt at dømme var et rovmord. Fujio Hashimoto var nemlig søn af en lokal forretningsmand, der ejede en miso-fabrik, som Fujio styrede. Og det varede ikke længe, før politiet rettede søgelyset mod en af de ansatte i skikkelse af den tidligere bokser: 30-årige Iwao Hakamada, der ellers havde været med til at slukke branden.
Iwao Hakamada boede nemlig i en beboelsesejendom sammen med andre ansatte tilknyttet miso-fabrikken, og det var hér, politiet fandt et par bukser med blodlignende pletter tilhørende Iwao. Han blev derfor anholdt og bragt med til afhøring, hvor han først nægtede at stå bag drabet på Hashimoto-familien, indtil han med tiden valgte at tilstå at stå bag forbrydelsen. I 1968 blev Iwao Hakamada derfor dømt til døden, men henrettelsen fandt imidlertid aldrig sted, idet der ikke var nogen fysiske beviser, der kunne knytte ham til det firedobbelte drab. Det var nemlig kun Iwaos tilståelse, der havde fået ham dømt, og han påstod, at denne var blevet tvunget ud af ham i løbet af de i alt 264 timer, han var blevet afhørt.
Iwaos dødsdom var derfor kontroversiel, eftersom mange mente, at der var tale om et åbenlyst justitsmord. I samme periode var andre japanere nemlig blevet dømt til døden for drab, de slet ikke havde begået - netop fordi at en tilståelse var blevet tvunget ud af dem fra politiet, der var så opsatte på at opklare forbrydelser, at de udpegede mistænkte i stedet for at opspore de skyldige. Dette blev dog først anerkendt i slutningen af 1900-tallet, hvor flere dødsfanger blev løsladt, da de grundet manglende beviser blev renset for alle anklager, fordi det altså var en tvunget tilståelse, der oprindeligt havde fået dem dømt.
Også sagen om Iwao Hakamada blev sat i fokus, mens den offentlige støtte til ham voksede, men det var dog først i 2014, det lykkedes for hans forsvarer at overbevise retten om, at sagen imod ham skulle gå om, da man med brug af moderne teknologi kunne konkludere, at blodet på de bukser, der blev anset for at tilhøre Iwao, hverken matchede hans eller ofrenes DNA. På dette tidspunkt havde den 78-årige Iwao Hakamada allerede fået verdensrekorden som den længst siddende dødsfange, men selvom han ellers blev løsladt, kunne han dog ikke kalde sig en uskyldig mand, idet han forblev sigtet, imens forberedelserne til en ny retssag stod på.
En sådan fandt dog aldrig sted, for i 2024 erkendte man omsider, at der ikke var tilstrækkelige beviser til at føre en sag imod Iwao Hakamada. Sigtelserne blev derfor droppet, og den nu 88-årige mand blev renset for de anklager, der havde holdt ham indespærret i halvdelen af hans levetid, hvilket naturligvis havde påvirket ham psykisk, så han ikke længere var sig selv. Sagen førte selvsagt til debat om både retssikkerheden og dødsstraffen i Japan, og begge dele vakte da også international kritik.
Titlen som verdens længst siddende dødsfange er siden gået til en anden japaner: nemlig Nobuo Oda, der i 1968 blev dømt til døden for en lignende forbrydelse, som også fandt sted i 1966.