Den 31. december 1703 blev Kanto-regionen ramt af et jordskælv, der menes at have haft en styrke på mindst 8.2 på momentmagnitudeskalaen. Epicentret befandt sig på havbunden nær Boso-halvøen tæt på Edo (nutidens Tokyo), der var ved at udvikle sig til en storby, efter Tokugawa-shogunatet 100 år forinden havde valgt at anlægge base hér, men selve skaderne efter jordskælvet var dog forholdsvis små i Edo, idet de var værst mod sydvest i det, der i dag er Kanagawa-præfekturet.
Eftersom jordskælvet opstod klokken 2 om natten, så var der mange, der lå i deres hjem og sov, og tusindvis af mennesker endte derfor med at blive mast ihjel eller fanget i ruinerne, eftersom mere end 8000 bygninger styrtede sammen som følge af rystelserne. I nogle byer opstod der sågar brande - blandt andet i Odawara, hvor en voldsom bybrand førte til, at byens borg blev ødelagt. Oven i det fik jordskælvet tilmed udløst en tsunami, der i nattens mørke ramte de i forvejen katastroferamte områder, hvilket førte til yderligere ødelæggelser samt dødsfald, da bølgerne nogle steder nåede over 17 meter.
Hvor mange mennesker, der egentlig omkom som følge af jordskælvet og tsunamien, er dog uvist, idet man i denne tid ikke havde et officielt folkeregister. Antallet af ofre blev derfor indrapporteret til shogunatet af de lokale daimoyer, der kunne bekræfte, at i omegnen af 6.700 personer var blevet dræbt. Nogle kilder angiver imidlertid et samlet dødstal på over 200.000, hvilket vil gøre dette til den absolut værste naturkatastrofe i Japans historie, så der formodes at være tale om en overdrivelse, da det ville have sat et mærkbart aftryk i befolkningen.
Jordskælvet er navngivet efter Genroku-perioden, der varede fra 1688 til 1704.