Unzen vulkanudbruddet i 1991

Et kamerahold fangede udbruddet fra foden af bjerget

 

 

Vulkanen UnzenKyushu var i 1792 skyld i den værste vulkanulykke i Japans historie, da omkring 15.000 mennesker mistede livet under en sjælden kombination af et jordskælv, et vulkanudbrud og en tsunami. Unzen blev efterfølgende stille og forblev inaktiv de næste 200 år, indtil slutningen af 1900-tallet, hvor der igen begyndte at opstå aktivitet som følge af flere jordskælv. Dette førte i 1990 til et såkaldt freatisk udbrud, hvor gasser og aske begyndte at sive ud fra krateret, før en lavastrøm blev registreret den 20. maj i 1991, hvilket da fik myndighederne til at evakuere omkring 12.000 beboere i området. På selve Unzen befandt sig imidlertid flere vulkanologer samt journalister, der forblev på stedet for at studere og dokumentere det igangværende udbrud, der to uger senere førte til en tragisk ulykke, da et lavadome kollapsede den 3. juni, hvilket udløste et pyroklastisk udbrud bestående af klippestykker, giftige dampe og aske, der blev slynget op til 4,5 kilometer væk fra krateret i et enormt tempo, hvilket blev optaget på film fra en helikopter og en landsby ved bjergets fod.

Denne strøm af vulkansk materiale nåede hurtigt frem til lejren, hvor de 3 vulkanologer og 16 journalister befandt sig sammen med 12 brandfolk, 2 politimænd og 4 chauffører, der ellers var til stede for at sikre en hurtig evakuering, hvis det blev nødvendigt. Men dette var der dog ikke tid til, for alle blev øjeblikkeligt dræbt grundet de voldsomme temperaturændringer i atmosfæren, hvorpå deres lig blev begravet under et tykt lag aske, så fire dødsofre aldrig blev fundet. Blandt ofrene var blandt andet vulkanologerne Harry Glicken samt Katia og Maurice Krafft, der var ankommet til Unzen dagen forinden, og foruden dem og deres lejr mistede to kommunalarbejdere og 4 landsbyboere, som opholdt sig ved vulkanen, ligeledes livet, så det endelige dødstal nåede op på 43 personer. I 2005 fandt man frem til et videokamera tilhørende en af de kameramænd, der døde på Unzen, og filmen i dette var delvis intakt, så man både kunne se og høre optakten til udbruddet blive dokumenteret på nærmeste hold.

Under udbruddet i 1991 blev over 300 hjem ødelagt, men omkring 10.000 mindre freatiske udbrud opstod over de kommende år, hvor yderligere 2000 hjem tog skade. I 1991 fik Unzen status som en "decade-vulkan" - en titel som Sakurajima-vulkanen også besidder, og man har lige siden forsøgt at forebygge fremtidige katastrofer ved blandt andet at grave kanaler, der skal dirigere en eventuel lavastrøm væk fra beboede områder. Udbruddet ophørte officielt i 1995, og da var Unzen blevet over 100 meter højere, idet en ny tinde var blevet dannet.

Total Page Visits: 1014 - Today Page Visits: 1