Den værste vulkanrelaterede katastrofe i Japans historie indtraf den 21. maj 1792, hvor omkring 15.000 mennesker omkom i en sjælden kombination af forskellige naturkatastrofer bestående af et vulkanudbrud, jordskælv, et jordskred og en tsunami. I februar samme år var vulkanen Unzen på Shimabara-halvøen i Nagasaki-præfekturet på Kyushu nemlig gået i udbrud, hvilket havde ført til to måneders udstødelse af lava. Da området så blev ramt af to kraftige jordskælv natten til den 21. maj, førte dette til, at den østlige sektion af vulkanen rev sig løs, og eftersom denne side befandt sig ud til Ariake-bugten, så styrtede den gigantiske mængde klippemasse i havet, hvilket resulterede i en megatsunami, der hurtigt spredte sig i bugten, hvor den beskedne plads førte til enorme bølger, der menes at have nået en højde på hele 100 meter.
Tsunamien ramte mere end halvdelen af alle kystområder i Araike-bugten, og fordi dette skete i mørke, så var der mange, der blev dræbt i deres hjem, imens de lå og sov, mens dem der var vågne aldrig nåede at forstå, hvad der skete. Det estimeres, at cirka 5.000 af de omkomne mistede livet i jordskreddet, der bestod af 340 millioner kubikmeter jord, mens 10.000 andre blev dræbt af den efterfølgende tsunami - 5.000 på hver side af bugten. Katastrofen dannede blandt andet en helt ny sø i Shimabara, og jordskreddet førte til, at der i Ariake-bugten blev dannet 99 nye øer, der i dag er kendt som Tsukumojima.
Det er endnu uvist, om jordskreddet hændte som følge af jordskælvet, eller om det var fordi vulkanens dome kollapsede, efter at kammeret var blevet tømt for lava. Der er efter alt at dømme tale om en uheldig kombination af begge faktorer. Unzen-vulkanen forblev efterfølgende inaktiv i 200 år, indtil slutningen af 1900-tallet, hvor endnu et udbrud kostede 43 mennesker livet.