

En af de værste busulykker i Japans historie fandt sted den 3. november 1951, hvor en bus forlod byen Nomura i Ehime-præfekturet på Shikoku klokken 8.05 med retning mod Ozu. På vejen skulle bussen dog passere igennem landsbyen Kaifuki, der denne dag afholdt en efterårsfestival, og der var derfor flere mennesker med bussen end normalt, da mange skulle frem dertil. Faktisk var der hele 62 passagerer ombord, hvilket var langt over bussens kapacitet, og med i bussen var desuden 19 ruller med film, som skulle vises på festivalen.
Det er uvist hvorfor, men omkring klokken 8.25 selvantændte denne bunke med film, hvilket satte gang i en mindre brand, som hurtigt udviklede sig og begyndte at sætte ild til folk, der stod så tæt, at der ikke var nogen flugtveje. Chaufføren standsede omgående op, men branden var opstået forrest i bussen, hvor den eneste dør befandt sig, så de fleste af passagererne var altså fanget, mens ilden spredte sig med levende mennesker som brændsel. Mens nogen tog chancen og sprang igennem flammerne og således overlevede, så var der imidlertid flere, der ikke var lige så heldige.
Eftersom ulykken skete ude på landet, så var det ikke muligt at hente hjælp og få slukket branden i tide, så bussen nåede at udbrænde sammen med mere end halvdelen af de ombordværende, idet 32 mennesker endte med at dø af enten røgforgiftning eller brandskader. En stor del af passagererne var desuden børn, og ud af dem, der omkom, var der seks, som endnu ikke var fyldt to år.
Tidligere på året fandt en lignende ulykke sted på Hokkaido, hvor 12 mennesker blev dræbt i en anden busbrand, der ligeledes var forårsaget af filmruller, som selvantændte, og man erkendte da faren ved at fragte brandfarlige materialer i offentlige busser, hvilket senere blev forbudt, ligesom man forbedrede sikkerheden i busser ved eksempelvis at forsyne dem med mere end én dør.