Japanese chin

Japanese chinJapanese chin er en selskabshund, der på trods af navnet ikke har sin oprindelse i Japan. Der er tværtimod tale om en race, der nedstammer fra det asiatiske kontinent, hvorfra den fandt sin vej til Japan som gaver til den japanske kejserslægt. Hvem der kom med disser gaver er vidt debatteret, idet nogen mener, at det var kineserne, mens andre mener, at det var koreanerne. Men faktum er nu engang at Japanese chin altså kom til Japan fra udlandet – men i Japan blev racen imidlertid populær som selskabshund i højere kredse grundet sin størrelse, idet racen er meget mindre end de indfødte japanske spidshunde. I modsætning til disse er en Japanese chin også fladnæset. Ellers er racen kendetegnet ved at have lang hvid pels med en karakteristisk sort maske, der dækker over øjne og ører, og ifølge japansk overtro skyldes det hvide opbrud i panden, at hundene er blevet rørt af Buddha. Som oftest er der også sorte aftegninger på dele af kroppen, og så findes der desuden også varianter med rødbrun pels i stedet for sort. Halen er oprejst, og hundene når en skulderhøjde på cirka 20-25 centimeter og en vægt på 2-5 kilo.

Allerede i 1600-tallet fandt racen vej til Europa, og i løbet af 1800-tallet blev den så også udbredt blandt aristokratiet i Europa – heriblandt flere kongehuse, der også inkluderede det britiske, hvor den danskfødte Dronning Alexandra havde en Japanese chin. Den dag i dag er racen stadig populær som selskabshund, hvilket særligt gælder i små hjem, fordi hundene ikke kræver meget plads. Racen er også meget lærenem og har derfor været udbredt i cirkusser, ligesom man ofte ser dem til hundekonkurrencer og udstillinger. På dansk er det desuden almindeligt bare at omtale racen som Japanese, mens den på japansk kaldes for chin.

 

Total Page Visits: 123 - Today Page Visits: 2