Koto - også kendt som japansk harpe, selvom den tilhører gruppen af citarer - er et strenginstrument, der blev udviklet i Japan efter introduktionen af den kinesiske guzheng, der ligeledes er forfaderen til andre asiatiske strenginstrumenter, der af den grund ligner hinanden meget. Kotoen har gennem tiden gennemgået store udviklinger og havde oprindeligt 12 strenge, før dette blev udvidet til 13. Udviklingen af kotoen fandt primært sted i de højere kredse, heriblandt det japanske hof, fordi en koto som regel spilles på, uden der er andre instrumenter til stede - altså er der tale om et instrument til soloopvisninger. Dette førte til, at kotoen blev knyttet til æstetik, dannelse og romantik, og musikken skulle derfor nydes, hvilket den typisk blev under mindre opvisninger. Kotoen blev derfor mest anvendt af kvinder, der iført kimonoer ville sidde på gulvet og spille på instrumentet. En koto er nemlig ikke særlig høj, og det er grunden til, at der nu om dage findes stativer, som man kan placere den på, så det nu er blevet muligt at spille på koto, mens man sidder på en stol eller tilmed står op.
Der findes fire typer koto: gakuso, zokuso, tagenso og chikuso, og de to førstnævnte er nu om dage de mest populære af slagsen, eftersom tagenso er en nyere version fra 1800-tallet, mens chikuso i sin tid kun måtte spilles på af blinde mænd - og det var blandt andet en blind mand, der i 1600-tallet reformerede kotoen og gjorde instrumentet tilgængeligt blandt almindelige borgere. En traditionel koto har 13 strenge, men der findes også udgaver med 17 strenge, og en tagenso kan desuden have op til 31, så det altså er muligt at skabe langt flere lyde. Omvendt findes der kotoer med færre strenge, som en enkelt eller to, men de anses for at være selvstændige instrumenter.
Brugen af japanske instrumenter blev mindre populær i slutningen af 1800-tallet, hvor Vestlige instrumenter og klassisk musik blev introduceret i Japan, og i dag er det stadig dette, der er mest populært, så japanske instrumenter sjovt nok ikke er så almindelige i Japan. Det at spille på koto er derfor ikke så udbredt, men der holdes stadig koncerter (enten solokoncerter eller gruppekoncerter), hvor det fortsat er kvinder, der dominerer, og selv nu om dage er det normalt, at de optræder iført kimono. Koto benyttes tilmed også som et instrument anvendt i moderne musik såsom pop og jazz.
En koto består grundlæggende set af et aflangt stykke træ med en moderne standardlængde på cirka 182 centimeter. Oven på dette er påsat strenge, der er spændt ud over det meste af den øvre flade, og under strengene findes der broer, som bruges til at justere strengenes spænding og vinkel, således at man kan skabe forskellige toner. Fingrene på den højre hånd anvendes til at spille på kotoen ved at køre dem henover strengene, mens man med venstre hånd sørger for at presse strengene ned for at sikre spændingen. Nogle gange er man iført særlige plektre, der kan trækkes over samtlige fingre, så man undgår at beskadige neglene.
Koto er desuden Japans nationalinstrument.