Anpan

Anpan

Anpan er japanernes svar på en berliner. Der er nemlig tale om en bolle med en kerne af rød bønnepasta, men der kan dog også anvendes andre former for fyld, der generelt har til formål at tilsætte sødme og væske til bollen, der i sig selv er tør, så anpan hovedsageligt spises som en snack blandt børn. En af de mest populære superhelte i Japan er nemlig Anpanman, der har en anpan som hoved. Den originale manga blev udgivet over 40 år fra 1973 til 2013, hvilket har været med til at gøre Anpanman til et af de største franchises i Japan, hvorved anpan også er blevet en af de mest populære snacks, som alle generelt har kendskab til.

Anpan så dagens lys i 1875, hvor udbredelsen af bagværk tog fat i Japan, hvilket førte til, at brød blev kombineret med traditionelle japanske ingredienser. Rød bønnepasta er et af de mest udbredte sødemidler i Japan, og derfor opstod der mange typer af bagværk, hvori rød bønnepasta indgår. Et af disse var altså anpan, der er inspireret af manju, og eftersom disse var nemme at fremstille, blev de udbredt i alle sociale lag - inklusiv kejserpaladset, hvor Japans kejser havde en forkærlighed for anpan, hvilket kun styrkede bollens folkelige popularitet.

Anpan laves ved, at man indhyller den røde bønnepasta i bolledej, som derefter bages. I butikker kan man købe færdigbagte anpan, som derfor spises kolde, men hvis man vælger at lave dem selv, kan de dog også spises lune, efter at de er taget ud fra ovnen.

 

Total Page Visits: 61 - Today Page Visits: 1