
Chawan er det japanske ord for teskåle, idet man traditionelt set drikker te fra små skåle, hvilket var en tradition, der blev bragt til Japan via Kina, da både te og teceremonier blev introduceret derfra. Japan importerede derfor teskåle fra både Kina og andre asiatiske lande, før de begyndte at producere deres egne, og flere lokalområder blev derfor kendte for deres teskåle, som blev eftertragtet at eje. Der opstod med tiden et utal af varianter inden for teskåle, der adskiller sig i både form og materiale. Teskåle kan eksempelvis være lavet i metal, træ og keramik, mens de kan være cylinderformede til nærmest at have form som et fad. Mens nogen teskåle har låg, kan andre stables, mens nogen sågar kan vendes oven i hinanden.
Før i tiden blev teskåle fremstillet i hånden, og det var derfor et håndværk, der i visse tilfælde blev betragtet som en kunstform, hvilket tillagde teskåle en grad af prestige samt beundringsværdi. På japanske museer kan man derfor også finde teskåle som originale eksempler på de mange teknikker inden for produktionen af disse. Teskåle er blandt andet et populært eksempel på wabi-sabi, hvor man hylder det uperfekte, idet teskåle ikke altid var symmetriske og glatte - man kunne derimod se, at de var blevet fremstillet i hånden, men de kunne ikke desto mindre benyttes til det, de var designet til.
Tekulturen blev så udbredt i Japan, at teskåle blev allemandseje, så det at byde gæster på te blev en del af den japanske kultur. På den måde kunne man også prale ved at vise sin fineste teskål frem, ligesom gæster kunne beundre disse, så de kunne fungere som samtaleemne. Således blev teskålen en del af det at nyde teen, idet man samtidig kunne værdsætte genstanden, som den blev serveret i. Grundet deres form blev teskåle dog også anvendt som madskåle, så det primært var fra disse, som folk spiste ris, hvilket stadig er tilfældet. Og med udviklingen af det japanske køkken er det i dag også normalt at benytte teskåle til mindre retter, anretninger, supper og dyppelse.
Nu om dage bliver der stadig produceret teskåle i hånden i Japan, men de fleste bliver masseproduceret på maskiner og solgt til billige priser, fordi teskåle med tiden har mistet deres prestige og nu mest af alt fungerer som en beholder, der blot skal kunne indeholde te, mens håndlavede teskåle stadig betragtes for at være værdigenstande og sågar samleobjekter. Teskåle er om ikke andet stadig den mest populære form for kop, når japanerne indtager te, idet moderne drikkekrus ikke rigtig har formået at udkonkurrere de traditionelle af slagsen.