Purikura

PurikuraPurikura er japanske fotobåse og samtidig navnet på de selvklæbende billeder, man kan tage og fremkalde i disse – enten alene eller sammen med andre. Purikura er en forkortelse af Purinto Kurabu, der stammer fra det engelske Print Club, og blev introduceret i Japan i 1995 i et samarbejde mellem Sega og Atlus, der i første omgang havde unge kvinder som målgruppe, men i dag er purikura dog blevet så udbredt, at mænd også benytter sig af dem. Dog er det mest unge mennesker, der får taget billeder i en purikura, hvilket primært skyldes funktionerne i denne, hvor man kan redigere billederne på samme måde, som man i dag kan med mange apps på smartphones, før disse bliver printet ud. Det er blandt andet muligt at få større øjne, tilføje både tekst og effekter og meget mere.

Purikura er ment som social underholdning, og tit er der derfor plads til mange mennesker i fotobåsen, som især er en populær måde for venner at forevige en sjov dag sammen, idet man får flere billeder, som man kan dele imellem sig og gemme som minder. I nogle purikura-automater findes der også kostumer, som de besøgende kan iføre sig, og så har man ofte selv mulighed for at vælge en baggrund eller et tema. Purikura findes overalt i Japan, men primært på steder, hvor mange unge opholder sig, såsom i spillehaller, storcentre og forlystelsesparker. Udadtil er fotobåsene typisk dekoreret med billeder af piger, der er blevet redigeret, så man kan se, hvordan det blandt andet er muligt at komme til at se ud.

 

Total Page Visits: 263 - Today Page Visits: 1