I Japan er man nu gået over til at anvende den gregorianske kalender, ligesom man gør i Vesten, men før i tiden gjorde man dog brug af lunisolarkalenderen - nærmere bestemt den kinesiske kalender, som desuden stadig er i symbolsk brug i Japan. I den kinesiske kalender findes et år kaldet bingwu, der på japansk hedder hinoe uma, hvilket er et år, der indtræffer hvert 60. år, hvor ildens og hestens år falder samtidigt. Ifølge japansk overtro, så er dette et særligt uheldigt år for folk, der er født i dette, og det gør sig i særdeleshed gældende for kvinder, som man mener vil vokse op og blive fjendtlige over for deres ægtemænd, som de tilmed vil risikere at slå ihjel. Af den grund så man i 1966 et styrtdyk i antallet af fødsler og en stigning i antallet af aborter i Japan, da dette var det seneste tilfælde af hinoe uma. Dengang kunne man ikke på forhånd bestemme et barns køn, så mange forældre turde simpelthen ikke tage chancen og få et barn i dette år, hvor der underligt nok blev født 40.000 flere drenge end piger.
Grunden til at man frygter at føde en pige i hinoe uma-året skyldes først og fremmest fortællingen om Yaoya Oshichi, der i 1682 blev forelsket i en mand, som hun mødte, mens der var ildebrand i Edo (nutidens Tokyo). I desperation efter at møde ham igen, tænkte hun, at han sikkert ville dukke op, hvis der opstod endnu en brand, så året efter forsøgte hun at antænde en, men hun blev imidlertid opdaget af politiet, der anholdte hende. Yaoya Oshichi skulle efter sigende være født i et hinoe uma-år, der dengang faldt i 1666 og 1667 - samtidig med at Edo blev ramt af en række ødelæggende brænde, hvilket således har været med til at give ideen om, at der er tale om et ulykkesår. Yaoya Oshichi blev desuden henrettet ved selv at blive brændt.