I slutningen af 1800-tallet blev Japan introduceret for mange Vestlige ideer, der var med til at forandre samfundet, så japanerne skulle vænne sig til helt nye koncepter. En af de ting, der blev introduceret var for eksempel en national tidszone, så klokken pludselig blev det samme i hele Japan, der i dag befinder sig i tidszonen kaldet JTS (Japanese Standard Time), som er ni timer foran den koordinerede universaltid (UTS). Det har været muligt at placere Japan i en enkelt tidszone, fordi landet strækker sig fra nord til syd. Før introduktionen af en national tidszone havde hver region sit eget klokkeslæt baseret på solens position på himlen, men med indførelsen af et togsystem blev dette besværligt at forholde sig til, hvorved behovet for en enkelt tidszone altså opstod. Det samme skete faktisk også i Danmark, hvor den danske normaltid blev indført som en konsekvens af anlæggelsen af et tværregionalt jernbanenet.
Japan tog desuden 24-formatet til sig, så klokkeslættet altså angives på samme måde som i Danmark med brug af tallene fra 1 til 24 (eller 0) - før da var dagen i Japan opdelt i to gange 12 perioder med udgangspunkt i den kinesiske kalender, så hver time havde navn efter et dyr i dyrekredsen og desuden havde forskellig længde alt efter årstiden, idet disse var betinget af solens placering på himlen. Under den amerikanske okkupation af Japan efter Anden Verdenskrig blev sommertid kortvarigt indført, men ellers gør man ikke længere brug af sommertid i Japan, hvilket blandt andet betyder, at morgenerne er lyse om sommeren, mens aftenerne er mørke. Før i tiden var den kinesiske kalender også udgangspunkt for årets gang i Japan, hvor man gjorde brug af lunisolarkalenderen. Nytåret faldt derfor i januar eller februar, men i 1873 tog man dog den gregorianske kalender til sig, og nytåret har siden været fejret den 31. december. Med introduktionen af den gregorianske kalender fulgte også et nyt datosystem, så man siden da har anvendt det samme som størstedelen af verden nu gør brug af.
Når datoer skrives på japansk, starter man ofte modsat i forhold til i Danmark - altså året først, efterfulgt af måneden og dagen til sidst. Dog har man i Japan også et officielt årstalssystem kaldet nengo, som fortsat er i brug og fungerer side om side med det universelle årstalsformat. Dette er nemlig det oprindelige format i Japan, hvor årstal blev navngivet efter den igangværende æra, og disse blev derfor også jævnligt nulstillet, når en æra sluttede, og en ny begyndte. Før i tiden skete dette i uregelmæssige intervaller, når man følte behov for det, men siden 1868 har man udelukkende taget udgangspunkt i den regerende kejser og angivet årstallene ud fra dennes tid på tronen. Dette system fungerer desuden også som den nuværende opdeling af perioder i Japan, og en periode ender derfor med en kejsers død eller abdicering, hvorved en ny begynder dagen efter. Den forhenværende Kejser Akihito vil efter sin død blive kendt som Heisei, så da han overtog tronen fra sin far i 1989 blev året kendt som Heisei 1, men det er dog også kendt som Showa 64 efter Kejser Showa og hans 64 år på tronen frem til den 7. januar, hvor han døde.
Som noget helt særligt fik Kejser Akihito lov at abdicere i 2019, så Heisei-perioden kom altså til at bestå af 31 år, mens 2019 blev begyndelsen på en ny periode og dermed også en nulstilling af årstallet, der begyndte forfra med 1, da Kronprins Naruhito overtog tronen den 1. maj, hvilket blev begyndelsen på Reiwa-perioden. Før Anden Verdenskrig gjorde Japan ydermere brug af deres imperiale kalender kaldet koki, hvor brugen af årstal begyndte, da Kejser Jimmu grundlagde Japan i år 660 før den nuværende tidsregning, så Japan for eksempel befandt sig i år 2600 i 1940. I dag er brugen af koki dog stort set afskaffet, men nengo er stadig i brug, så japanerne altså skal holde styr på to årstalssystemer.
Her ses en oversigt over nengo-kalenderen fra 1873 frem til 2024:
