
Raijin er en tordengud inden for japansk mytologi, hvor han dog er opstået med påvirkning fra buddhismen, så han derfor adskiller sig fra andre guder inden for shintoismen, hvor der eksisterer andre vejrguder. Dette kommer særligt til udtryk med Raijins udseende, idet han typisk er afbildet som en dæmonlignende mand med hvid eller rød hud i bar overkrop. Han har ofte tre fingre på hver hånd, der skal repræsentere fortiden, nutiden og fremtiden, og i dem har han en hammer, som han bruger til at slå på nogle trommer, der skaber de tordenbrag, som ofte lyder fra himlen under et uvejr.
I fortællinger og portrætteringer optræder Raijin ofte med sin partner Fujin, som er guden for vind, og tilsammen er de altså stormguder, der skaber tyfoner og uvejr, når der opstår konflikter imellem dem. I mange templer rundt omkring i Japan står der derfor statuer af både Fujin og Raijin i håb om, at de dermed vil afholde sig for at smadre bygningerne i et uvejr. Raijin anses generelt for at være en ondsindet gud, og han er ifølge sagnet glad for at spise maver, så i Japan bliver børn bedt om at skjule deres navle under tordenvejr, fordi Raijin kan risikere at komme og fange dem, hvis han får øje på deres blottede maver.
