
Toyouke-hime er en gud i japansk mytologi, hvor hun er guden for forarbejdning af naturens materialer, som kan transformeres om til fornødenheder grundet hendes eksistens. Hun sørger blandt andet for, at de andre guder intet mangler, og derfor er Toyouke-hime en vigtig gud, da både guder og mennesker er afhængige af hende. Dette er også forklaringen på, at Japans vigtigste helligdom, Ise-helligdommen, består af to sektioner i skikkelse af en ydre og en indre, hvor den indre er dedikeret til solguden Amaterasu, mens den ydre er dedikeret til Toyouke-hime, der eksempelvis sørger for, at Amaterasu hverken sulter eller mangler påklædning.
Toyouke-hime bliver ofte omtalt som en gud for fødevarer og tekstiler, men det er altså bearbejdningen af dette, hun repræsenterer og dermed det håndværk det er, at omdanne naturens ressourcer til spiselige eller anvendelige ting. Hun er altså årsagen til, at madvarer kan tilberedes, at tråde kan væves til stoffer, og at træ kan omdannes til redskaber. Hun er kort sagt guden for den transformation, som finder sted, når noget skifter form eller format, mens den materielle base forbliver intakt under hele processen.