Ise-helligdommen

Ise-helligdommen

     

Ise-helligdommen, der på japansk er kendt som Ise Jingu, ligger i byen Ise og er den vigtigste helligdom i Japan, idet den er dedikeret til Amaterasu, der er solgudinden inden for shintoismen. Der er sådan set tale om et enormt kompleks bestående af i alt 125 helligdomme, mens to af disse er de primære. Tilsammen er de kendt som den indre helligdom (Naiku) og den ydre helligdom (Geku), og de ligger hele fem kilometer fra hinanden.

Den indre helligdom er stedet, hvor man opbevarer kamien tilhørende Amaterasu, og denne blev ifølge legenden grundlagt i år 4, da prinsesse Yamatohime-no-mikoto drog ud på en 20 år lang færd for at finde et sted, hvor man kunne tilbede solgudinden. Hun udså sig grunden i nutidens Ise og markerede denne ved at ophænge 50 klokker, hvilket er grunden til, at en nærliggende flod i dag er kendt som Isuzu, der betyder "50 klokker". Først 600 år senere kom de første bygninger til, og allerede dengang begyndte man at rive helligdommen ned for derefter at genopføre den, så den periodevis kunne stå som ny. Denne tradition er fortsat helt frem til moderne tid, hvor man stadig genopfører Ise-helligdommen hvert 20. år, hvilket er en stor begivenhed, der trækker tusinder af besøgende til.

Men netop fordi Ise-helligdommen er den vigtigste helligdom i Japan, så er den i forvejen temmelig populær og har i århundreder været en eftertragtet destination for pilgrimme overalt fra Japan. Det forholder sig imidlertid sådan, at den indre helligdom er spærret af for offentligheden og kendt som et af de mest forbudte steder i verden, da almindelige mennesker ikke har adgang til grunden, hvor selve bygningerne befinder sig. Man må i stedet nøjes med at beundre tagene på disse bag et hegn, hvilket også gør sig gældende med den ydre helligdom, der er dedikeret til guden for landbrug og industri, som står for at skaffe mad til Amaterasu.

Den ydre helligdom blev opført cirka 500 år efter den indre helligdom og er noget mere beskeden i sit design, der dog ligesom den indre helligdom er kendetegnet ved at være meget simpel uden store udsmykninger, hvilket var den arkitektur, der prægede japanske helligdomme, før man blev påvirket af byggeteknikker fra de asiatiske nabolande. Ise-helligdommen fremstår ikke original i sit udseende, idet man gennem tiden har udvidet og ændret på bygningerne, når disse er blevet genopbygget. Den ydre helligdom genopbygges ligeledes hvert 20. år, og traditionelt set besøger man denne før den indre helligdom.

Den ydre helligdom ligger placeret i Ise by cirka en halv kilometer fra Iseshi station, mens den indre helligdom ligger placeret i udkanten af byen - 3 kilometer fra Isuzugawa station. At gå mellem de to helligdomme tager over en time, men der går også busser, som kan klare turen på et kvarter.

Total Page Visits: 697 - Today Page Visits: 1