Hvorfor bukker japanerne?

Hvorfor bukker japanerne?At sænke sit hoved foran modparten har i mange kulturer været en måde, hvormed man har kunnet vise ydmyghed uden at artikulere dette, hvilket blandt andet stadig ses, når man hilser på royale skikkelser, eller når skuespillere takker for et publikums bifald. I de østasiatiske lande er et buk den traditionelle måde at hilse på hinanden, hvilket vil sige, at det svarer til det at give hånd. Der er således tale om uskrevet etikette, man som japaner bliver oplært med og derfor lever efter uden rigtig at tænke over det. Udover at anvende det som en hilsemetode, så kan man også benytte sig af et buk til at udtrykke enten taknemmelighed eller beklagelse over for vedkommende, man bukker for. Et buk kan udføres stående, hvor ens arme typisk vil hænge parallelt med kroppen, eller i siddende stilling, hvor man normalt vil placere håndfladerne på lårene. Jo dybere og længere et buk er – desto stærkere bliver den følelse, man udtrykker med det.

Overordnet set findes der tre typer buk: Et uformelt, et formelt og et respektabelt. Det uformelle buk kaldes eshaku og udføres i en 15 graders hældning med overkroppen, men man vil opleve, at et vip med hagen kan være nok. Dette anvendes typisk til at hilse på andre, man ikke kender eller ikke er så tæt knyttet til, og udføres normalt samtidig med at man siger “goddag”, “rart at møde dig”, “tak” og så videre. Hvis man for eksempel passerer sin overordnede er eshaku også en hurtig og lydløs måde at sige hej til vedkommende.

Det formelle buk kaldes keirei og ses først og fremmest i forretningsverdenen, hvor overkroppen skal hældes i en 30 graders vinkel. Keirei udføres blandt andet, når man møder kunder, hilser på forretningsfolk, og når man forlader eller går ind i et lokale. I shinkansen foretager konduktører for eksempel et keirei, når de går igennem vognene. Det er et buk, der er præget af mere respekt end eshaku, fordi man normalt beskæftiger sig med mennesker, der enten er kunder eller samarbejdspartnere.

Det respektable buk udføres i noget længere tid i en 45 graders hældning med overkroppen og kaldes saikeirei. Med dette udtrykker man dybtfølt taknemmelighed eller undskylder dybt over for andre. Det kan for eksempel være, at man er blevet overvældet over en tjeneste, eller at man har begået en uoprettelig fejl, og derfor ses dette buk typisk i de højere lag blandt direktører og politikere, når de skal undskylde for noget. Men der findes faktisk også en opgraderet udgave i form af et helt fjerde buk kaldet dogeza. Dette udføres ved, at man i knælende stilling lægger både håndflader og pande mod jorden og dermed udviser ekstrem beklagelse eller tilmed taknemmelighed over at have været til besvær for andre. At skabe en sådan scene viser, at man er villig til at tabe ansigt foran andre for på den måde at tillægge sin modpart ære, og det vil samtidig være svært for den person, der bukkes for, ikke at tilgive vedkommende, idet man normalt ikke vil rejse sig, før dette er gjort. Dogeza kan derfor også være en måde, hvorved man beder andre om en tjeneste.

 

Hvorfor bukker japanerne?

 

Total Page Visits: 319 - Today Page Visits: 1