I Japan har man historisk set ikke gjort brug af møbler, så man har både sovet og siddet på gulvet, hvilket er grunden til, at man gjorde dette komfortabelt med tatami-måtter. Selvom man sådan set har kunnet sidde, som man havde lyst til, så er der dog opstået to overordnede siddestillinger i Japan, hvilket drejer sig om den formelle stilling kendt som seiza, og den uformelle stilling kendt som agura. De to stillinger adskiller sig ikke blot fra hinanden i måden man sidder, men også under hvilke lejligheder og sociale lag, de er blevet benyttet.
Seiza er kendetegnet ved, at man sidder på sine skinneben med knæene bøjet, hvorved man kan opretholde en nogenlunde lodret positur og dermed udstråle disciplin såvel som elegance. Seiza var derfor den siddestilling, der blev anvendt af underordnede, når de sad over for deres overordnede i formelle rammer, eller hvis man på anden vis skulle udvise respekt over for en person, som man var i selskab med. Seiza-stillingen gjorde det nemlig også muligt at bukke ved at føre overkroppen forover, så man dermed kunne udføre et dybt og respektabelt buk kendt som dogeza. Eftersom kvinder traditionelt set har været iført kimonoer, som begrænser benenes bevægelighed, så sad kvinder også i seiza-stillingen, når de befandt sig på gulvet, hvorimod mænd var iført løsere klæder og dermed havde mere frihed til at bevæge sig.
Mænd kunne derfor sidde i en den mere uformelle agura-stilling, der er kendetegnet ved, at man sidder på ballerne med skinnebenene krydset foran sig og knæene ude til siden, så man dermed også kan hvile armene imod dem og hænge mere med kroppen. Denne stilling blev typisk benyttet i private rammer, men blev også set blandt overordnede, når de var i selskab med deres underordnede, og ofte havde de endda en lille taburet, som de kunne sidde på. Agura-stillingen var altså mere afslappet, og derfor blev det betragtet som mangel på respekt, hvis man satte sig i denne under formelle lejligheder, medmindre man havde fået tilladelse til dette, idet en ændret siddestilling kunne være en måde at ændre på stemningen, idet folk blev mindre anspændte. Kvinder kunne derimod slappe af ved at sprede skinnebenene fra hinanden, så de også kunne sidde på ballerne, hvilket er en stilling kendt som wariza, eller de kunne sidde som den lille havefrue med begge ben til den ene side, hvilket kaldes for yokozuwari.
I slutningen af 1800-tallet begyndte Japan at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vesten, hvilket samtidig betød, at man begyndte at løsrive sig gulvet, hvor det dog stadig var normalt at opholde sig helt frem til slutningen på Anden Verdenskrig, hvor stole og sofaer blev mere almindelige i de japanske hjem, så det nu er hér, japanerne foretrækker at sidde. Eftersom man traditionelt set har opholdt sig på gulvet, så er dette ikke desto mindre stadig udbredt, hvilket vil sige, at både agura og seiza fortsat er de siddestillinger, som japanerne automatisk henfalder til, når de sidder på gulvet. Selvom dette for nogle kan virke ubehageligt, eftersom man skal have knæene bøjede, hvilket kan påvirke både nerver og blodtryk, så er japanerne nemlig vant til dette, så nogle betragter det tilmed som et eksempel på biologisk plasticitet, hvor kulturel påvirkning har været med til at forme kroppen. Nu om dage findes der dog særlige puder, som man kan sidde på med baller og baglår, så man undgår at lægge pres på knæ og skinneben.
Selvom der nu om dage er større frihed til at sidde som man vil, så er der fortsat en grad af etikette forbundet med seiza-stillingen, der eksempelvis ses i både kampsport og ved teceremonier, men også under højtidelige arrangementer såsom bryllupper eller begravelser, hvor mange vælger at ændre til agura-stillingen, når stemningen ændrer sig og bliver mere positiv eller afslappet - præcis ligesom i gamle dage.