Hvornår skifter bladene farve i Japan?

Hvornår skifter bladene farve i Japan?

Hvert forår strømmer hundredetusinder af turister til Japan for at se, når kirsebærtræerne springer ud, hvilket er et fænomen, som japanerne også tager ud for at nyde, når de blandt andet fejrer perioden med hanami. Der er nemlig et utal af kirsebærtræer overalt i Japan, og da det er nogle af de første, der springer ud i løbet af året, anses de for at være starten på foråret, og blomsten i sig selv er da også et symbol på begyndelse og nye tider. I kontrast til kirsebærblomsterne er der dog også et andet populært naturfænomen, der udspiller sig om efteråret - nemlig når træernes blade begynder at visne, hvilket mange steder i Japan sker ved, at de først skifter kulør og antager varme nuancer, længe inden de rent faktisk begynder at falde af. Træernes farveskift er kendt som koyo eller momijijapansk, og præcis som med kirsebærblomsterne, så er dette noget, der får mange folk til at bevæge sig udenfor for at betragte, hvordan naturen forandrer sig. At nyde efterårsløv har på japansk sin egen betegnelse: momijigari, der altså er en pendant til hanami, og nogle steder i Japan er særligt kendte for lige netop sine efterårsfarver, så der her bliver fyldt med mennesker, når højsæsonen melder sig.

Ligesom med kirsebærblomsterne, der springer ud i forskellige perioder i Japan, så er træernes forandring også betinget af deres beliggenhed, da temperatur spiller en afgørende rolle. Faktisk er det sådan, at efterårsløv først begynder at melde sig de steder, hvor kirsebærtræerne typisk springer ud sidst, fordi Japan altså strækker sig fra syd til nord. De nordlige egne er koldest, så hér vil træerne begynde at visne allerede i slutningen af september, mens de ved de sydøstlige kyster først vil begynde at visne 2 måneder senere. Okinawa er generelt ikke inkluderet, når man taler om efterårsfarver, idet man hér har et subtropisk klima.

Når først træerne begynder at visne, kan man som regel nyde synet af dem i op til en måned på det samme sted. Træer er dog forskellige, så hvornår bladene helt præcist visner, og hvilken farve de antager, afhænger af sorten. Derfor er visse egne altså mere kendte for deres efterårsfarver end andre, og man vil generelt kunne opleve, at mens nogle blade begynder at blive røde, så er der andre, der forholder sig grønne. Det kan af den grund være svært at give en overordnet tidshorisont for træernes farveskift i Japan, men der lader til at være tendens til, at man tager udgangspunkt i ahorntræerne, fordi det især er disses røde farve, der er populær. Ligesom kirsebærblomsten er et symbol på foråret og begyndelse, er ahornbladet da også et symbol på efteråret og afslutning.

Nedenstående kort er et eksempel på, hvordan træerne i Japan skifter farve i løbet af efteråret. Den røde farve viser, hvor de første træer begynder at skifte farve, mens den grønne farve viser, hvor de sidste træer skifter farve. Der går cirka 2 uger mellem hver farve. 

Hvornår skifter bladene farve i Japan?

Total Page Visits: 782 - Today Page Visits: 1