Hanami

HanamiJapan har hundredetusinder af kirsebærtræer overalt i landet, og kirsebærblomsten (sakura) er nærmest blevet et symbol på Japan. Kirsebærtræerne blomstrer som nogle af de første i foråret fra slutningen af marts til starten af april, og med deres lyserøde farve er der derfor lagt op til et smukt og særpræget syn – især i Japan, hvor træerne er overalt.

Hanami, der kan oversættes til “at se på blomster” dækker over det, at man bevæger sig udenfor og betragter kirsebærblomsterne i flor. I Japan er det almindeligt, at man for eksempel gør dette ved at tage på skovtur med venner, familie eller kolleger og både spiser og drikker under de lyserøde kirsebærtræer og nyder synet såvel som stemningen. Eftersom kirsebærtræer kun blomstrer i en kort periode, vil man som oftest opleve regn bestående af dalende kronblade, der forstærker oplevelsen. Vælger man at kigge på kirsebærblomster om aftenen benyttes begrebet yozakura også.

Historisk set begyndte hanami med blommetræer, men siden valgte man at tillægge kirsebærtræerne større fokus. Et af de ældste kirsebærtræer, der anses for at være det smukkeste i Japan er Miharu Taizakura, der befinder sig i Fukushima-præfekturet. Det tolv meter høje træ er over 1000 år gammelt og tiltrækker årligt flere hundredetusinder af besøgende.

I Danmark har vi noget, der minder om hanami, når sakura-festivalen udfolder sig på Langelinje, hvor der befinder sig en del kirsebærtræer, som plejer at blomstre i den periode. Disse var en gave fra Japan i forbindelse med H.C Andersens 200 års fødselsdag.

 

Total Page Visits: 238 - Today Page Visits: 1