Butler café

Butler café

En Butler Café er en type restaurant, hvor gæsterne bliver serviceret af mandlige tjenere, der er iført cosplaykostumer, så de ligner stereotype butlere fra manga og anime. Der er sådan set tale om en modsætning til Maid caféer, hvor det derimod er kvinder, som er klædt ud som stuepiger, der fungerer som tjenere. Maid caféer så dagens lys i Japan i 2001 og de blev hurtigt populære blandt japanere, men fordi Maid caféer primært henvendte sig til mænd og stimulerede deres fantasier om at blive serviceret af kvinder i stuepigeuniformer, så var der mange kvinder, der var utilfredse med, at der ikke fandtes et alternativ til dem. Dette førte i 2005 til, at den første Butler café slog dørene op i Tokyo, og siden er der kommet mange flere til, hvor det gennemgående koncept er, at de mandlige tjenere opvarter gæsterne og behandler dem som om, de er aristokrater ved blandt andet at titulere dem med fornemme titler. En Butler café er altså mere en fantasi end en egentlig restaurant.

Præcis som med Maid caféer så er begge køn dog velkomne på en Butler café, men de er mest populære blandt kvinder, selvom mandlige kunder også vil modtage en særlig behandling. Butlerne på Butler caféer er som regel yngre, slanke og attraktive fyre, og nogle caféer ansætter oven i købet kun vesterlændinge. Butlerne er ikke kun tjenere, men også skuespillere, idet de både sørger for at servere mad og drikke samt spille rollen som privat butler. Selve idéen med en Butler café er nemlig at skabe en illusion af, at kunderne er fornemme personer, der netop er vendt hjem til deres palæ for at nyde en kop te, og derfor er det også mest te og dertilhørende kager og småanretninger, der bliver serveret på Butler caféer.

Præcis som med Maid caféer er det som regel ikke tilladt at tage billeder på Butler caféer, men nogle steder kan det tilkøbes som en ekstra service. Både Maid caféer og Butler caféer findes i andre asiatiske lande end Japan, men de bliver næppe udbredt i Danmark, da det hér er forbudt at foretage ansættelser baseret på køn – altså må man ikke udelukkende ansøge efter enten mænd eller kvinder til at foretage servering på en restaurant (heller ikke selvom dette er en del af dens image). For at dette overhovedet skal kunne lade sig gøre, skal man søge om tilladelse til at bryde ligestillingsloven, som er gældende for det danske arbejdsmarked, hvilket man næppe får godkendt inden for restaurationsbranchen, da det at servere er en opgave, som mænd såvel som kvinder kan udføre – altså giver det ikke mening at gøre forskel på køn. Som arbejdsgiver har man dog ret til at ansætte de personer, man mener er mest kvalificeret til et givent job, men lige så snart man gør forskel på kandidater baseret på deres køn, så foretager man diskrimination og bryder således loven.

Total Page Visits: 367 - Today Page Visits: 1