Logan Paul i Aokigahara

Logan Paul i Aokigahara

I 2017 tog den amerikanske Youtuber Logan Paul på en tur til Japan, hvor han dokumenterede sine oplevelser med en videoserie kaldet "Tokyo Adventures", hvori han blandt andet opførte sig respektløst i offentligheden, idet han eksempelvis kastede med mønter ved et tempel og gik rundt med en død fisk og en blækspruttearm midt på gaden, før han skilte sig af med begge dele ved at lægge dem på en taxa. Logan Pauls opførsel mødte imidlertid først voldsom kritik, da han den 31. december lagde en video på Youtube, hvor han sammen med et par venner og en guide besøgte Aokigahara, der også er kendt som selvmordsskoven. Hér havde Paul og hans venner planlagt at overnatte, indtil de dog stødte ind i et lig, der viste sig at være en mand, som havde hængt sig selv.

Selvom der med tiden blev slået alarm, så valgte Logan Paul dog først at dokumentere opdagelsen ved at filme liget, hvilket blev vist i den video, han efterfølgende lagde på Youtube, hvor vedkommendes identitet trods alt var blevet sløret. Ikke desto mindre blev mange forargede, da de så det, der skulle have været afsnit 3 i "Tokyo Adventures"-serien - mest af alt, fordi Logan Paul og hans venner ikke lod til at tage ligfundet alvorligt, idet de simpelthen gjorde grin med situationen og ikke rigtig virkede chokerede. 

På under 24 timer var videoklippet fra Aokigahara blevet set over 6 millioner gange, og selvom mange havde liket den, så havde den samtidig vakt forargelse fra alle fronter, idet selv politikere og kendisser stod frem med kritik rettet mod Paul, der valgte at slette videoen den 1. januar 2018, hvilket blev fulgt op af en undskyldning på hans Twitter-profil. Dagen efter lagde Paul endnu en undskyldning på Youtube, hvor han beklagede for sine handlinger og opfordrede sine fans til ikke at forsvare ham. Herefter var der stille fra Logan Paul, inden han efter nogle uger igen gav lyd fra sig ved at udgive et videoklip med fokus på forebyggelse af selvmord, før han med tiden genoptog sin kontroversielle karriere som onlinekomiker.

Der blev igangsat en underskriftindsamling i forsøget på at få Youtube til at lukke Logan Pauls Youtube-konto, hvilket man dog ikke valgte at gøre, selvom mere end en halv million underskrifter blev indsamlet. Youtube såvel som Twitter iværksatte dog en række sanktioner, og Logan Paul endte med at miste titusinder af sine dengang 15 millioner følgere, men han fik siden endnu flere, og han blev mere populær, end han var før Aokigahara-videoen. Til trods for at denne blev fjernet af Logan Paul selv, så forholder det sig sådan, at ting der bliver udgivet på internettet, aldrig forsvinder, så videoen florerer altså stadig online.

Til trods for al den kritik, som Logan Paul modtog, så har mange alligevel valgt at imitere ham ved at udgive videoer fra Aokigahara - heriblandt den indonesiske Youtuber Qorygore, der også fandt frem til et lig, som han besluttede sig for at filme, hvorpå han lagde en video på Youtube. Skønt Aokigahara er kendt som selvmordsskoven, så flyder det dog ikke med lig i skoven, selvom denne type videoer giver indtryk af det. Der er tale om unikke særtilfælde, idet der jævnligt er officielle eftersøgninger i skoven, der har til formål at finde frem til eventuelle selvmord før offentligheden gør det, hvilket man altså ikke altid formår.

Total Page Visits: 1607 - Today Page Visits: 2