Tokugawa Mausoleum

Mausoleum dedikeret til de to første Tokugawa-shoguner

Om stedet

Efter tabet af sin far valgte den tredje Tokugawa-shogun, Iemitsu, at anlægge et mausoleum på Koya-bjerget, som var dedikeret til både hans far og bedstefar - altså den anden og første Tokugawa-shogun, så de kunne være så tæt på munken Kobo Daishis grav som muligt. Der var imidlertid ikke tale om gravsteder, men derimod helligdomme, som blev opført over en periode på 10 år, før de stod færdige i 1643. Mausoleet var dengang en del af templet Daitoku-in, men efter at dette blev nedlagt i slutningen af 1800-tallet, har mausoleet stået på en grund for sig selv, og er i dag tilknyttet Kongobuji-templet, og mausoleet blev således også optaget på UNESCOs liste over verdenarv sammen med Kongobuji-templet i 2004. Eftersom mausoleet har formået at stå intakt i flere hundrede år, har det ligeledes status som kulturskat.

Mausoleet består af to separate bygninger, der er kendetegnet ved at have mange detaljerede udskæringer og gyldne markeringer, hvilket er et typisk træk ved helligdomme dedikeret til den første Tokugawa-shogun, Ieyasu. De to bygninger er stort set identiske bortset fra, at den ene bygning har en tigerdekoration ved indgangen, mens den anden har en kanin. Ieyasu var nemlig født i tigerens år, mens hans søn, Hidetada, var født i kaninens år. De to bygninger står side om side - Ieyasus til højre og Hidetadas til venstre - og man kan desuden kende dem fra hinanden ved, at Ieyasus mausoleum er det eneste, som har en torii-port.

 

 Find vej

Tokugawa-mausoleet ligger under en halv kilometer nord for Kongobuji-templet.

Total Page Visits: 166 - Today Page Visits: 1