
I og omkring Kamakura findes der gravsteder kendt som yagura, der er kendetegnet ved at være menneskeskabte grotter, som er blevet opført i klippevægge, hvilket menes at have været en skik under Kamakura-perioden, hvor Kamakura var hovedsædet for Kamakura-shogunatet. I denne periode blev det derfor forbudt at begrave folk i Kamakura, af hvilket grund dette foregik uden for byen, hvor man altså begyndte at opføre grotter, der kunne fungere som gravsteder for bestemte personer. Det vides dog ikke hvornår eller hvorfor, man begyndte at begrave visse mennesker i sådanne grave, men det formodes, at langt de fleste afdøde var samuraier eller prominente personligheder, der fortjente at blive stedt til hvile på speciel vis, hvilket foregik ved, at deres kremerede rester blev anbragt i en grotte, der herefter blev lukket til med en dør af træ.
Brugen af yagura som gravsteder fortsatte frem til 1400-tallet, og herefter blev mange glemt, så de med tiden blev overtaget af naturen. Det vides derfor ikke, hvor mange yagura, der findes i Kamakura, idet mange med tiden er gået tabt, mens andre endnu ikke er blevet lokaliseret. Man har dog fundet frem til over 3000 yagura i og omkring Kamakura, og blandt disse er eksempelvis en samling bestående af 150 grave kendt som Mandarado Yagura, der er en af de største yagura-gravpladser, man har fundet frem til. Efter at de arkæologiske udgravninger blev bragt til en ende, har man valgt at restaurere gravene og gøre disse tilgængelige for offentligheden, der således kan betragte de mange grotter, der findes side om side og sågar optræder i etager på de klippevægge, hvor de er blevet opført i et lille endnu bevaret naturområde, som ligger 2 kilometer fra Kamakura station.