

Om stedet
Ouchijuku blev grundlagt i 1643 og var et stop på handelsruten, der under Edo-perioden (1603-1868) forbandt byerne Nikko og Aizuwakamatsu med hinanden. Der var tale om en mindre landsby, som primært bestod af gæstgiverier, idet man i denne tid kun måtte rejse til fods, hvilket betød, at der var behov for etableringen af kollektive overnatningssteder på flere af Japans store ruter. Mange af disse landsbyer udgjorde grundlaget for nutidens stationsbyer, som i dag er forbundet med tog, hvilket igangsatte udviklingen i disse. Sådan gik det dog ikke Ouchijuku, hvis storhedstid udløb, da en nærliggende hovedvej blev anlagt, hvorved byen blev et isoleret og landsbysamfundet præget af landbrug.
Der var dog ikke råd til at modernisere de traditionelle bygninger, så udviklingen i området foregik i et langsommeligt tempo og satte først sit præg på byen i efterkrigstiden, hvor elektricitet og vandforsyning kom til. Efter det økonomiske opsving i 1960'erne og 70'erne begyndte indbyggerne i Ouchijuku at forbedre bygningernes interiør ved blandt andet at bygge nye køkkener og toiletter, og udenfor kom der både nye tage og en asfalteret vej, da folk fik råd til biler. I 1980'erne blev den japanske stat så opmærksom på bevaringsværdien i de gamle bygninger i Ouchijuku, og et restaureringsprojekt blev derfor sat i gang, så man kunne forhindre, at området blev yderligere spoleret, hvilket også indebar, at byen skulle transformeres om, så den kunne fremstå i sin originale stand.
Dette betød, at asfaltvejen blev gravet op, kabler blev gravet ned, ligesom flere huse fik deres stråtag tilbage. Så når man den dag i dag begiver sig igennem Ouchijuku, så er omgivelserne stort set de samme, som de var for over 300 år siden, hvorved man altså har mulighed for at se, hvordan japanerne levede dengang, selvom der sådan set er tale om en moderne rekonstruktion med de oprindelige bygninger som base. Dog er mange af disse i dag moderne spisesteder og souvenirbutikker, og der er da også nyere bygninger i blandt de traditionelle af slagsen, der primært ligger langs byens hovedgade. Stedet er populært hele året rundt, men om vinteren kommer folk især til, når de stråtækte huse er dækket af sne, og i denne tid er det derfor ikke muligt at komme til byen med bus, idet denne kun kører fra april til november.
Find vej
Bussen til Ouchijuku kører fra Yonokami Onsen station, som ligger cirka 5 kilometer bort. Turen dertil tager 20 minutter.
