Tajima Yaheis silkefarm

I byen Tomioka i Gunma-præfekturet blev Japans første moderne silkemølle opført i 1872, fordi man i området havde specialiseret sig i produktionen af silke, der blev udvundet fra silkelarmer, som blev opdrættet på farme. En af disse lå i byen Isesaki og var ejet af en mand ved navn Tajima Yahei, der begyndte at opdrætte silkelarver i sin lade, før han i 1863 færdiggjorde en farm, der blev kendt for at producere silke af høj kvalitet med brug af et specielt ventilationssystem, som Tajima Yahei havde opfundet, hvilket andre opdrættere valgte at kopiere, da produktionen af silke blev mere og mere udbredt.

Tajima Yaheis farm var tilmed designet med udgangspunkt i ventilationssystemet, der indebar to etager, hvoraf den øverste af disse havde store vinduespartier og et ekstra tag, der kunne åbnes, hvilket skulle sikre naturlig udluftning til stor gavn for silkelarverne. Oprindeligt bestod farmen af to bygninger, men den ene bygning blev fjernet i 1952, så der nu kun er én tilbage, som dog stort set er intakt. Selvom farmen nu er lukket, er bygningen imidlertid stadig beboet af hans efterkommere, så besøgende må nøjes med at betragte den udvendigt. Da silkemøllen i Tomioka blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv i 2014, inkluderede dette også Tajima Yaheis silkefarm, eftersom han var en pioner inden for den japanske silkeproduktion. 

Tajima Yaheis silkefarm ligger 5 kilometer fra de nærmeste stationer, hvilket er Honjo station og Okabe station.

Total Page Visits: 89 - Today Page Visits: 1