I byen Tomioka i Gunma-præfekturet blev Japans første moderne silkemølle opført i 1872. Der var tale om en 5,5 hektar stor fabrik af mursten designet af den franske ingeniør Paul Brunat, hvor man opdrættede silkelarver og udvandt den rene silke fra deres pupper, hvilket gjorde Tomioka til Japans hovedsæde for silkeproduktion, der blev en af de mest eftertragtede handelsvarer med udlandet i denne periode. Til at starte med husede fabrikken 150 silkespindemaskiner, der blev styret af 400 kvindelige ansatte - heriblandt Wada Ei, der senere udgav sine erindringer med en detaljeret skildring af livet som fabriksarbejder.
Den japanske silkeproduktion blev dog aldrig nogen økonomisk succes, så staten valgte at privatisere silkemøllen i Tomioka, der skiftede ejer et par gange, før den lukkede ned i 1987. I stedet for at rive fabrikken ned valgte man dog at bevare den, hvilket førte til, at silkemøllen blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv i 2014, idet denne fungerer som et symbol på Japans industri, der var med til at modernisere landet i slutningen af 1800-tallet og spille en rolle i den økonomiske fremgang i efterkrigstiden. Bygningerne giver ligeledes et autentisk indblik i fortidens arkitektur, men indvendigt er de dog mere moderne, idet produktionen nåede at udvikle sig i løbet af det århundrede, hvor silkemøllen var åben.
Dele af Tomiokas silkemølle er i dag tilgængelige for offentligheden, der blandt andet kan se de maskiner, der blev anvendt før fabrikkens lukning, ligesom her er mindre udstillinger. Silkemøllen ligger lige under en kilometer fra både Joshu-Tomioka station og Nishi-Tomioka station, hvorfra der er cirka 10 minutter til fods.