Nachi-vandfaldet

Japans højeste vandfald

Om stedet

Nachi-vandfaldet er Japans højeste vandfald og befinder sig i bjergene nær byen Nachikatsuura i Wakayama-præfekturet, hvor det ligger i nærheden af Kumano Nachi Taisha, der er en af de tre Kumano-helligdomme på den ældgamle pilgrimsrute Kumano Kodo, som Nachi-vandfaldet således har været en del af. I 2004 blev det derfor også optaget på UNESCOs liste over verdensarv sammen med mange andre steder på Kumano Kodo, der eksempelvis også inkluderede den urskov, hvori vandfaldet befinder sig. Vandfaldet er helligt, så hver morgen udfører shintopræster rituelle ofringer til det, og man har da også fundet forskellige artefakter på bunden af det som et bevis på, at vandfaldet i evigheder er blevet tilbedt.

Nachi-vandfaldet har en højde på 133 meter, så tvillingvandfaldene Hannoki og Shomyo i Toyama-præfekturet er i teorien højere and Nachi-vandfaldet, men disse løber ned langs en vinklet skråning, således at deres faldlængde bliver afbrudt af klippeformationer, og så er kun det ene af de to vandfald aktive året rundt. Nachi-vandfaldet består derimod af et enkelt dyk, som kan beundres fra foden af vandfaldet, hvor der ligger en shintohelligdom, men det kan dog også betragtes på afstand, hvor der blandt andet ligger et tempel med en kendt pagode, som Nachi-vandfaldet typisk fotograferes med, hvilket er et af de mest kendt motiver fra Japan. 

 

 Find vej

Nachi-vandfaldet ligger langt fra den nærmeste station, men der går dog busser dertil fra Nachi station, hvilket er en tur på 20 minutter.