

Om stedet
Shinobazu-søen er en naturlig sø beliggende i Ueno Park i Tokyo, hvor den blev dannet, efter kyststrækningen i området trak sig tilbage for omkring 1500 år siden. Den nuværende sø har en omkreds på cirka 2 kilometer og består af tre sektioner: Lotus-dammen, der har fået sit navn, fordi denne del af søen er fuldkommen tilgroet af lotusplanter om sommeren. Båd-dammen, der har fået sit navn, fordi det er muligt for folk at sejle rundt i både i denne del af søen. Og skarv-dammen, der har fået sit navn grundet de mange fugle, der har hjemme på de mange øer i denne sektion, idet den er tilknyttet Ueno Zoo. I midten af Shinobazu-søen ligger desuden øen Bentenjima, hvor man finder templet Benten-do.
Shinobazu-søen har ændret form og størrelse mange gange gennem tiden, og dens nuværende format er et resultat af menneskelig aktivitet fra slutningen af 1800-tallet og frem. Under Anden Verdenskrig fungerede søen som vandreserve for de lokale bønder, hvilket førte til, at en stor del af søens vand og dermed også dyreliv gik tabt. Efter Anden Verdenskrig var der derfor planer om at fylde søen til og bygge et baseballstadion på stedet, men man valgte i stedet at redde og bevare søen, der i dag fungerer som en lille oase i Japans hovedstad. Under Shinobazu-søen kører Tokyos metro, og da man anlagde denne i 1967, kom man faktisk til at grave hul til søen, der som konsekvens blev tømt for omkring 30 tons vand.
Find vej
Ueno Park ligger lige ved siden af Ueno station.