Shinobazunoike Benten-do, ofte forkortet til Benten-do, er et buddhistisk tempel beliggende på øen Bentenjima i Shinobazu-søen i Ueno Park i Tokyo. Templet er dedikeret til Benzaiten (eller Benten), der blandt andet er gudinden for held, viden og rigdom. Oprindeligt var Bentenjima en isoleret ø, men grundet templets popularitet, blev det med tiden besværligt at fragte folk til og fra øen, så man til sidst valgte at bygge en stenbro.
Benten-do har et særpræget design, idet hovedbygningen er ottekantet, og så er templet desuden malet i stærke farver, så det fremstår tydeligt fra lang afstand. Den nuværende bygning blev dog opført i den sidste halvdel af 1900-tallet, efter det tidligere tempel blev ødelagt af bombetogter under Anden Verdenskrig. Hovedbygningen stod færdig i 1958, mens flere strukturer kom til i løbet af 60'erne og 70'erne. Et unikt træk ved Benten-do er desuden de mange monumenter, man finder i nærheden af templet, der alle er dedikeret til en helt unik ting. Dette inkluderer blandt andet monumenter dedikeret til fugle, der bliver spist af mennesker, aflagte knive tilhørende kokke, og sågar et monument dedikeret til briller.
Ueno Park ligger lige ved siden af Ueno station.