Koishikawa Shokubutsuen er beliggende i Bunkyo-distriktet i Tokyo og er på engelsk kendt som Koishikawa Botanical Gardens, idet der netop er tale om en park bestående af botaniske haver. Stedet er nemt af forveksle med den nærliggende Koishikawa Korakuen, men de to har dog intet med hinanden at gøre, og med sine 16 hektar er Koishikawa Shokubutsuen næsten dobbelt så stor. Stedet blev grundlagt i 1684 som en urtehave af den 5. Tokugawa-shogun, men i 1877 blev haven dog overdraget til Tokyo Universitet, der i dag stadig ejer haven, så man kunne anvende den i studiet af botanik.
Haven er imidlertid åben for offentligheden, der har mulighed for at betragte 4000 forskellige plantearter, der gør haven værd at besøge hele året rundt. Der findes blandt andet en del kirsebærtræer, der gør stedet særligt populært om foråret, når disse springer ud, og så finder man også en japansk have samt et lille museum tilknyttet Tokyo Universitet. Udover planter har haven også en række dyr, der inkluderer skildpadder, karper og fiskehejrer.
Koishikawa Shokubutsuen ligger lidt over en kilometer fra Myogadani station, hvorfra der er cirka et kvarters gang.